Men Jesper kender ikke min kone og fortsatte ufortrødent med at snakke om min manglende mobilitet og TPI. Og så dyrt var det jo heller ikke. Og det er da dumt, at have en rådgiver, hvis man i det mindste ikke afprøver hans råd. Så efter aftale mødte jeg ved aftenstide op i klubhuset. Jeg skulle screenes. Hvad det så end var. Det var jeg noget spændt på.
    Først skulle mobiliteten i mine led måles igennem:
- Stræk lige armen og træk tommelfingeren tilbage, sagde Jesper.
    Det gjorde jeg så.
    - Træk tommelfingeren tilbage, gentog han.
    - Det er den sgu o’s, svarede jeg, og anstrengte mig yderligere.
    - Du må ikke bøje armen, kom han igen.
    Efterhånden som vi kom igennem de forskellige målinger, fik jeg en klar fornemmelse af, at jeg nok var temmelig stiv i det. Eller som konen ville have sagt det, når hun var i det humør:
- Du har kun én legemsdel, der ikke er stiv!
    Hø, hø! Men den skulle nu ikke screenes.

    Derimod tog Jesper fat på et omfattende spørgeskema:
- Har du ondt nogen steder, spurgte han.
    - Nej da! Jeg er frisk som en havørn, svarede jeg.
    Det afholdt nu ikke Jesper fra at fortsætte med at spørge til de enkelte legemsdele. Men jeg svarede frejdigt nej til det hele. Det vil sige, der var godt nok noget med, at jeg fik ondt i lænden, når jeg nærmede mig hul 16. Og når jeg bøjede armen på en bestemt måde, gjorde det ondt i skulderen. Men det er jo ikke noget, man går og tænker over, og desuden er jeg ikke nogen årsunge længere.
    Men Jesper noterede det hele ned. Også hvor gammel jeg er.
    - Sådan! sagde han. Nu har vi det hele. Nu trykker jeg på knappen til Amerika, så må vi se, hvad de siger.
    Og vupti, så kom svaret med mit TPI-handikap. Men det er altså ikke noget at skrive om, så det lader jeg være med.
    Men altså, jeg havde jo heller ikke forventet, at de meldte tilbage, at alt var i orden, og at jeg ikke behøvede at købe deres træningsprogram. Så meget kender jeg da til amerikanere. Så med Jesper ved min side accepterede jeg deres tilbud, og han trykkede atter én gang på knappen.
    Og det må man altså sige om de amerikanere. Effektive det er de. For vupti, sagde det igen, og så kom mit personligt udarbejdede træningsprogram. Med 16 forskellige øvelser, beskrevet med tekst, billeder og små videoklip:
- Og det ligger allerede hjemme i din indbakke også, sagde Jesper.
    Det var så det. Det tog under en halv time. Så jeg nåede lige at drikke en fadøl, inden jeg kørte hjem.
   - Du lugter altid som et helt værtshus, når du kommer derovrefra, sagde konen.
    Vi sku’ ha’ frikadeller.

Efter frikadellerne fik jeg kigget på mit nye træningsprogram. Det var lige til at gå til. Og øvelserne kunne sagtens lade sig gennemføre. Nåh ja, der var lidt småproblemer, men det var som sagt også lige efter frikadellerne.
    De næste par dage følte jeg mig lidt radbrækket, men det gik hurtigt over igen. Og øvelserne gik det bedre og bedre med. Efterhånden som de sad på rygraden, fandt jeg ud af, at de passede perfekt sammen med tv-avisen. Det var kun lige, når Bettina var vejrpige, jeg holdt en lille pause.
    - Jeg skal da lige se vejrudsigten, forklarede jeg konen.
    Hun syntes, for øvrigt, at det var vældig hyggeligt, at der var kommet lidt liv i stuen.

Mine golfrunder fortsatte jeg også med, som jeg plejede. Faktisk tænkte jeg slet ikke over, at golf og træningsøvelser skulle have noget med hinanden at gøre. Først efter nogle uger. Jeg vil ikke påstå, at jeg var blevet en bedre golfspiller. Men det var ligesom blevet nemmere at svinge køllen. Jeg var også blevet opmærksom på hvor og hvornår det gjorde ondt i kroppen. Forstå det, hvem der kan. Men det betød faktisk, at det ikke gjorde ondt mere. Heller ikke op ad hul 16!