1. Indlæg
Ja, jeg mødte op i Billund Lufthavn søndag eftermiddag som aftalt og gik op i restauranten på 1. sal. Der plejer jeg at blive mødt af kys og kram fra glade mennesker. Men der var ikke en Golftræffer at se - så langt øjet rakte.
    Nå, men jeg fandt da selv frem til gaten til Tyrkiet. Ikke en Golftræffer at se. I Antalya derimod fik jeg en overdådig modtagelse, blev bragt til hotellet og indlogeret, mens små søde piger vimsede rundt og vartede op med natmad, drinks og meget andet.

De har nok taget et andet fly, tænkte jeg næste morgen, da jeg begav mig ud til golfbanen. Ikke en Golftræffer i miles omkreds! Men teetime’n var bestilt, så jeg begav mig afsted på egen hånd. Jeg siger jer bare en fantastisk bane, 22 grader og ingen vind. For en gangs skyld virkede mit golfspil perfekt. Lange, lige drives, perfekte indspil til midten af greens og en gloendes putter. Alt fungerede perfekt! Jeg indhentede selvfølgelig hurtigt de foran gående spillere, men det var ikke noget problem. De stillede sig ud til siden og klappede af mig hele vejen rundt. Jeg blev båret frem.

Nu sidder jeg så her efter en lækker 4-retters menu med vine ad libitum og hygger mig. Jeg ved ikke hvordan Jytte har fundet ud af det, men jeg har vundet 1. præmien. Den er allerede sat ind på kontoen!

Men helt ærligt, hvor Fanden bli’r I a’?

2. Indlæg
Ja Jørn, det er dejligt, når golf’en lykkes. Det gjorde den så ikke i går. Slet ikke! Jeg var kommet i bold med 2 smukke piger i hot pants. Jeg kunne overhovedet ikke koncentrere mig – om golfen. Jeg troede ellers, jeg var kommet over den alder, men der må alligevel være et par kromosomer, der er aktive. Men det var et par sjove piger, så vi havde det rigtig hyggeligt.
    Osse efter matchen. Og om aftenen inviterede jeg dem på middag oppe på den fine restaurant. Jeg sagde bare, at vi alle var Golftræffere og så var der all inclucive – godt og vel, ska’ jeg da lige love for. Så det blev sent, og vi aftalte at holde golffri i dag.
    I stedet har vi aftalt en udflugt til Middelhavet med de hvide strande og blå bølger. Jeg mangler bare lige at skaffe en stråhat og noget boblevand. Så kan vi sidde med fødderne i vandkanten og tælle skibene, der sejler forbi – eller hvad vi nu finder på.
    Pigerne hedder for øvrigt Lotte og Smille. Jeg ska’ hilse! De vil osse være Golftræffere, og de har lovet at sige, der er på min anbefaling. Så Jytte du kan godt finde 2 flasker rødvin frem. Så det blev alligevel en præmiedag. Ha, ha!

3. Indlæg
Middelhavsudflugten forløb nu ikke, som jeg havde forestillet mig. Det kom et par unge Mercedes-fyre og blamerede sig med, at de havde et stort sommerhus, hvor der var både sprut og fest. Det trak jeg mig lige så stille ud af – uden at der var nogen, der holdt på mig. Men helt ærligt jeg er vel kommet til Tyrkiet for at spille golf.

Så i stedet vendte jeg hjem til hotellet og træningsbanen. Jeg skulle jo have mit sving sat på plads, og fik en træningstime med Azatyrkur, en spændende golftræner – kvindelig. Hun tilbød, at vi kunne gå nogle huller sammen om aftenen på lysbanen, så kunne hun bedre rette mig til. Jeg vidste slet ikke, at de har en lysbane. Jeg er nu heller ikke sikker på, at det var det, hun sagde. Men nu må vi se, hvad det bliver til, som Bonderøven siger med et stort smil. Da, da dá. da da da da dá daaa!

4. Indlæg
Oh, Azatyrkur, min golftræner er en dejlig, frodig kvinde. Smilende tog hun imod mig med et stort kram, da vi mødtes om aftenen. Og der var lys på alle lamper, da vi kom ud til banen. En 2-hullers golfbane, hvor vi gik frem og tilbage nogle gange, hvor jeg fik mit sving rettet til og fik andre gode råd.
    Bagefter blev jeg inviteret hjem til hendes lille hyggelige lejlighed, hvor mand og børn havde dækket et festligt bord med tyrkisk brød og forskellige lækkerier. Jeg kunne ikke tale med dem, men de var venlige og hjalp mig til rette med smilende fagter. Til dessert var der små, søde, farvestrålende kager og tyrkisk te i de karakteristiske glas. En enkelt Raki blev det også til, inden de fulgte mig hjem til hotellet og vinkede godnat.

Her til morgen da jeg gik ned til morgenmad, mødte jeg 2 meget medtagne kvinder. Det var Lotte og Smille. De var blevet sat af på landevejen, og havde først nu fundet hjem. De skulle ikke spille golf i dag, sagde de – og forsvandt op på værelset.

Da jeg sammen med de andre golfspillere lidt senere på morgenen stod klar til at drage ud til golfbanen, råbte de dramatisk fra receptionen, ”Koronaen har lukket vores land”. Vi kiggede på hinanden, det lød som om, det var en snestorm, der havde lagt landet øde. Men vi kunne jo se, at solen skinnede og der var 20 grader udenfor. Og hvem var ’Koronaen’, vi mente jo nok at vide, at Erdogan var herskeren og bestemte alt i landet. Det var nok ’Koranen’ der var på spil, blev vi enige om. Det grinte vi meget af på vej ud til golfbanen.

5. Indlæg
Dagens golfrunde var ikke noget at skrive hjem om, så det undlader jeg. Det var det derimod, da vi kom hjem til hotellet igen. Der blev vi mødt af både militær og politi. ”Hotellet er lukket”, sagde de. Vi fik ½ time til at pakke, så skulle vi være klar ved den ventende bus. Den ville køre os til banegården. Lufthavnen var nemlig også lukket.
    Det gav en del tumult. Nogle krævede, at hvis de skulle med tog, skulle det være med Orientekspressen, for ellers kom de da aldrig hjem. Andre ville affinde sig med det, hvis bare der var sove- og spisevogn til rådighed. Andre igen spurgte, hvem der skulle betale rejseudgifterne. Den militante politichef rystede blot på hovedet, og sagde, at hvis ikke vi var klar om ½ time, ville vi blive smidt på porten, og så måtte vi selv finde ud af, hvordan vi ville komme videre.

På vej ind til banegården ringede min telefon. Det var Smille. De var blevet vækket om morgenen, og skulle huh, hej vilde dyr pakke sammen og komme ned i bussen, der kørte dem til lufthavnen. Der havde de ventet hele dagen, men nu var de kommet ind i flyveren, der skulle flyve dem hjem. Vi ønskede hinanden go’ tur!

6. Indlæg:
Ved I, hvor Gaziantep ligger? Nej, det gør I vel ikke, men det er en tyrkisk by, der ligger op ad grænsen til Syrien. Der har vi overnattet i en kold, mørk togvogn med træbænke. Flere gange i nattens løb blev vi vækket af lysglimt og efterfølgende granatsprængninger inde fra det krigsplagede land. Nu er det blevet lyst, og vi kører videre, når engang de tyrkiske myndigheder finder det passende.

Landegrænserne op gennem Europa er lukkede, så vi er blevet sendt den anden vej rundt – bag om Sortehavet. Ifølge planen skal vi igennem Georgien til Volgograd og Moskva for at komme til Finland og ned gennem Sverige. Hvornår vi er hjemme, er der ingen, der har turdet spørge om.

Det er et meget bumletogsagtigt tog, der stopper ved alle stationer. Og det kører åbenbart ikke om natten. Alt er meget primitivt.
    De lokale folk er meget venlige og hjælpsomme. De sælger både brød, ost, drikke, tæpper, levende høns og meget andet. Men det er ikke mange kontanter, vi har på os. Visa kort og Mobilepay hjælper ikke meget.

7. Indlæg:
”Kig ned på vandet i højre side, siger flykaptajnen over højtaleren. Der er der en lille gul gummibåd, hvor der sidder en mand og vinker. Den mand er mig!” Sådan begynder en gammel vittighed, som jeg ikke lige husker pointen til. Men jeg kom til at tænke på den, fordi min historie lyder tilsvarende, bare omvendt:
    Kig op i himlen. Hvis I der får øje på en fancy jetmaskine, der er på vej til Billund, så sidder jeg derinde og vinker til jer! Ja, der er langt fra bumletog i det sydlige Tyrkiet til en jetflyver over Danmark, men mellemhistorien er denne:

Efter at have kørt i tog, i jeg ved ikke hvor mange timer. Ja, kørt og kørt, vi holdt stille et utal af gange ved alle stationer og også mange gange ude i vildmarken. Vi vidste aldrig, hvornår toget stoppede, hvorfor og hvornår det startede igen. Men med hiv og sving kom vi da til Volgograd.
    ”Alle skifter, toget kører ikke videre”, skriger de russiske militærfolk, der stormer ind i toget. Ja, ikke at vi forstår, hvad de siger, men meningen er tydelig nok, for de tager fat i os, og skubber os ud af toget. Så sidder vi der på banegården i timevis og aner ikke, hvordan vi kommer videre.
     På et tidspunkt kommer der en velklædt mand forbi. Da han får øje på de trist udseende mennesker og deres oppakning med golfudstyr, bliver han nysgerrig, og begynder at spørge ind til, hvad vi er for nogle størrelser. Efterhånden får vi fortalt ham hele vores sørgmodige historie, og hvor hjælpeløse vi er havnet her. ”Golfspillere fra Danemarkia”, siger han så og klarer op i et stort smil. Og fortæller, at han er russisk oligark, at hans privatfly er parkeret i lufthavnen, og at den sagtens kan smutte en tur til Dania med os.

Så nu sidder jeg heroppe og vinker, mens jeg nyder synet af vores smukke land. Og nu ved jeg godt, at I alle smider, hvad i har i hænderne og med flag og blomster vil storme til Billund for at tage imod mig. Men lad endelig være med det, for vi har fået at vide, at vi bliver smuglet ad bagvejen ud af lufthavnen og bliver sat i isolation at øde sted de næste 14 dage.