Det startede ellers som en rigtig god dag. Efter 2 huller var jeg 1 op, og det var således mig, der først skulle drive ud på hul 3. I Jelling er det et langt par 3 hul, hvor man virkelig skal ramme bolden godt bare for at komme i nærheden af greenen.
    Mit drive endte som det plejer. Bolden kom til at ligge for kort - lidt ude i venstre side. Ved Carlos drive landede bolden faktisk på green. Men som jeg også sagde til ham, at når man bruger driveren og lander på green, så løber bolden selvfølgelig af igen. Og det var da også, hvad der skete. Bolden fortsatte forbi hullet og tværs over greenen og et par meter ud over. Men et heldigt drive, må man sige. Og det sagde jeg da også til ham:
- Der var et heldigt drive, Carlo.

Men det var selvfølgelig ikke nok for Carlo. Hele vejen op ad fairwayen måtte jeg høre på hans pral om det fantastiske drive, hvor bolden var lige ved at gå i hul, og om hvor godt han ramte bolden.
    Nå, men jeg kom da op til min bold og fik lavet mit indspil. En høj flot bold, der gik direkte mod hullet. Men da det også var lige op imod solen, kunne vi ikke blive ved med at følge bolden. Først da vi umiddelbart efter kunne høre, at den ramte flagstangen, slappede jeg af og tænkte:
- Ja ja, det var nok slet ikke så ringe.
    Og da vi kom op til greenen og der ingen bold var at se, tænkte jeg igen:
- Ja ja, så kan den jo kun være et sted!

Carlo var den første til at kigge i hullet:
- Den er her ikke, sagde han – og stillede sig op med det der fjollede grin, som irriterer mig.
    Og han gør det kun, fordi han ved, det irriterer mig. For selvfølgelig var bolden i hullet, hvor skulle den ellers være. Det var jeg så sikker på, at jeg lod putteren være i bag’en:
- Lad være med at opføre dig så fjollet, Carlo, sagde jeg.

Det var bolden så ikke, og vi gik rundt og kiggede. Også oppe bag greenen. Men der var den heller ikke. Så vendte vi tilbage til greenen. Og der var bolden - lige ved siden af hullet!
    Jeg blev rasende. Det var selvfølgelig Carlo, der lavede grin med mig. Det sagde jeg også til ham:
- Carlo for Fanden! Bliver du da aldrig voksen.

Men han blev helt forskrækket og forsikrede mig om, at han ikke havde gjort noget. Så fik vi øje på flaget. Det var revnet og havde en poseformet åbning øverst. Det var altså der, bolden havde ligget, indtil et vindpust blæste den ned igen.
    Jeg argumenterede selvfølgelig for – og det mener jeg stadig, må være retfærdigt – at når bolden havde ligger der så længe, skulle det regnes som, at den var i hul. Ja, jeg kom vist ligefrem til at sige, at jeg engang har læst om en regel, der underbygger dette. Men den slags preller af på Carlo. Så bare for at komme videre, måtte jeg acceptere, at det blev en Par (3 slag).

Så tog Carlo putteren frem:
- Hallo Carlo, sagde jeg så. - En rigtig golfspiller bruger altså ikke putteren, når han ligger så langt uden for green.
    Men det var Carlo kold overfor. Han puttede, så bolden trillede ind over forgreenen, hen over greenen – og ned i hullet:
- En Birdie (2 slag)! råbte han, og stillede sig igen op med det der, irriterende glade fjæs.

Jeg måtte altså konstatere, at jeg havde tabt hullet, og at min føring var sat over styr. Og helt ærligt, jeg formåede ikke at sætte mig op til at lave noget nævneværdigt igen. Så resten af runden var ren overlevelse. Målet var bare, at vi kunne blive færdige, så jeg kunne få afleveret den øl.

For resten ...                                     
Tab og vind med samme sind,
hedder en gammel talemåde,
der må være lavet af en taber!

Tilbage til Hørt på hul 19

Til toppen