På hul 2 var der rødvin til nærmest flaget. Jeg lavede et godt drive. Bolden fløj højt og flot direkte mod pinden, landede på greenen, og vi troede faktisk, at den trillede hen i hullet. Det gjorde den så ikke. Vinklen snød lidt, så den lå 4,12 meter før hullet. Det ved jeg helt præcist, for vi målte det. Et vinderslag, for der var ikke andre skrevet på listen. Rødvinen er hjemme, tænkte jeg.
    Målebåndet var af den type med drejehåndtag på siden til at rulle båndet op med. Det vil sige, håndtaget manglede, så man skulle stikke en finger i hullet og dreje. En halv omgang - så sad fingeren fast. Så skulle man dreje lidt tilbage igen - for at få fingeren ud. Herefter kunne man så stikke fingeren i det andet hul, dreje en halv omgang – og så fremdeles.

Det tog sin tid, indrømmer jeg. Det var trods alt 4,12 meter. Og pludselig kunne jeg høre en bold i luften. Jeg dukkede mig:
- Klask, sagde det, da den landede et godt stykke til højre for greenen.
    - En skævert, kalder vi det, der hvor jeg kommer fra.
    Men den må have landet på en sten eller andet hårdt, for den sprang skævt op og ind gå greenen, og trillede hen mod hullet - nærmere end 4,12 meter!

Der stod jeg. Med ondt i fingeren. Og mig selv. For jeg vidste godt, at det betød, at jeg mistede min rødvin. Det er så det, jeg synes, ikke er helt retfærdigt. Og jeg er ret sikker på, at hvis man gider bladre regelbogværket igennem, så står der et eller andet sted, at sådan et slag skal annulleres.