Leif Bruun, Tlf. 31 64 49 00
Storegårdsvej 48, 7100 Vejle
leifbr@leifbr.dk
www.leifbr.dk


 
   

Forside

Golf og mig

    Hørt på hul 19

    Tænkte tanker

     Om reglerne       

Det er ikke rart at have ondt

Jeg deltog i en turnering med Golftræf i Ribe. Det var en dejlig dag, så stor tak til alle. Men der er alligevel en enkelt ting, der har pint mig lige siden. Nu fremlægger jeg det her - helt objektivt - så kan dem der vil jo danne deres egen mening:

På hul 2 var der rødvin til nærmest flaget. Jeg lavede et godt drive. Bolden fløj højt og flot direkte mod pinden, landede på greenen, og vi troede faktisk, at den trillede hen i hullet. Det gjorde den så ikke. Vinklen snød lidt, så den lå 4,12 meter før hullet. Det ved jeg helt præcist, for vi målte det. Et vinderslag, for der var ikke andre skrevet på listen. Rødvinen er hjemme, tænkte jeg.
    Målebåndet var af den type med drejehåndtag på siden til at rulle båndet op med. Det vil sige, håndtaget manglede, så man skulle stikke en finger i hullet og dreje. En halv omgang - så sad fingeren fast. Så skulle man dreje lidt tilbage igen - for at få fingeren ud. Herefter kunne man så stikke fingeren i det andet hul, dreje en halv omgang – og så fremdeles.

Det tog sin tid, indrømmer jeg. Det var trods alt 4,12 meter. Og pludselig kunne jeg høre en bold i luften. Jeg dukkede mig:
- Klask, sagde det, da den landede et godt stykke til højre for greenen.
    - En skævert, kalder vi det, der hvor jeg kommer fra.
    Men den må have landet på en sten eller andet hårdt, for den sprang skævt op og ind gå greenen, og trillede hen mod hullet - nærmere end 4,12 meter!

Der stod jeg. Med ondt i fingeren. Og mig selv. For jeg vidste godt, at det betød, at jeg mistede min rødvin. Det er så det, jeg synes, ikke er helt retfærdigt. Og jeg er ret sikker på, at hvis man gider bladre regelbogværket igennem, så står der et eller andet sted, at sådan et slag skal annulleres.

Ikke et ondt ord om Hans Jørgen. Ham har jeg kun godt at sige om. Men det var altså hans bold. Det blev ham, der med et stort smil, under klapsalver og kram fik overrakt min rødvin. Det var næsten ikke til at bære. Jeg kan kun sige, at hvis det havde været mig, ville jeg straks have tilbudt, at vi delte vinen. Så kunne vi have skålet og hygget os og blive enige om, at det jo kun er for sjov, vi spiller golf.

Sådan gik det ikke. I stedet har jeg som sagt gået og haft ondt af mig selv lige siden.


For resten ...
                                                      
Golf er er utrolig enkelt spil.
Den, der med færrest mulig slag,
får bolden i hul,
har vundet!

Tilbage til Hørt på hul 19

Til toppen