Leif Bruun, Tlf. 31 64 49 00
Storegårdsvej 48, 7100 Vejle
leifbr@leifbr.dk
www.leifbr.dk


 
   

Forside

Golf og mig

    Hørt på hul 19

    Tænkte tanker

     Om reglerne  

Dem om det ...

Jeg var en af de få, der ikke vandt præmie i årets Tour de Porto Santo. Det er vel din egen skyld, er der sikkert nogen, der vil sige. Dem om det, for fakta er, at jeg blev snydt for præmien for længste drive.

310 meter målte jeg det til. Det var nemt gjort, hullet er 400 meter, og der var 90 meter tilbage. Så langt kan ikke engang de professionelle slå!    Det var mit første drive på Tourens første dag - på hul 1 selvsagt. Og det har jeg vidner på. Både fra mit eget hold og fra holdet foran, der markerede det ved at tee bolden op.
    Forklaringen er i al fortrolighed den, at jeg normalt kan drive 150 meter, og det gjorde jeg også den dag. Men det var lidt skævt, så bolden landede til højre for bunkeren - på betonfliserne - og hoppede 160 meter yderligere frem.
    Men det var ikke noget, jeg delagtiggjorde andre i. Dem om det, tænkte jeg og lod som om, det var helt almindeligt for mig at slå så langt.

Det betød så også, at da vi kom til monster hullet 14, var jeg nødt til at gå direkte efter greenen - 250 meter ud over kløften med det frådende Atlanterhav 75 meter under os.

Jeg ramte bolden godt og mener selv, at den nåede over, men det var de andre ikke enige i. Ja, de påstod direkte, at det var en højre skævert, og at det ikke var med vilje, jeg gik efter greenen. Dem om det, tænkte jeg, og da vi ikke fandt bolden, blev det aldrig opklaret.

Dagen efter havde jeg fået rettet op på mine højredrejede bolde. Det betød, at mit drive på hul 11 landede midt på greenen. Hullet er et 340 meter langt hul, men det var altså greenen på hul 10 jeg ramte.

Til stor morskab for mine egne holdkammerater og dem, der kom bagved for øvrigt. Dem om det, tænkte jeg, bevarede fatningen og scorede en femmer.

Nu er det vigtigste jo ikke at vinde præmier, men at være med, som det er blevet sagt. Det er jeg så lodret uenig i - men dem om det!


 

 

 

Tilbage til Hørt på hul 19

Til toppen