|
Forside
Skolekammerater
Andet godt
|
Dengang jeg gik i skole
Børnehaveklasse 1953-54 med Frk. Andresen
Jeg går
med min mor i hånden. Vi er på vej til skole. Jeg er spændt, for jeg har fået
at vide, at det er en stor dag. Andet husker jeg ikke fra min første
skoledag. Hvad der skete efterfølgende, var åbenbart for overvældende.
Jeg var 6 år og skulle begynde i børnehaven - som én af de første i
Danmark for øvrigt. Ikke fordi der var noget specielt ved mig, men fordi
det var én af landets første børnehaveklasser overhovedet.
I det
hele taget var skolen - Rørkjær Skole i Esbjerg - på mange måder en
foregangsskole med blandt andet læge- og tandlægeklinik og med
afprøvning af nye undervisningsmaterialer og uddannelse af nye lærere
fra seminariet. Ellers var skolen som sådan ikke noget at prale af. Den
bestod af nogle store grimme bygninger, hvor der var plads til 1200
elever. Og der var fyldt godt op i min skoletid på grund af de store
efterkrigsårgange. Bygningerne bar også præg af krigen, idet skolen
havde været besat og misrøgtet af tyskerne. Blandt andet var der på
husmuren i skolegården malet 2 store tanks, som tyskerne havde brugt som
mål til øvelsesskydninger.
Læs mere om
Rørkjær Skole
-- o --
Børnehaven
ligger på 2. etage og er et stort lokale, hvor der i den ene ende er
nogle lange borde med små stole. I den modsatte ende af lokalet er der 2
billardlignende borde, fyldt med sand. Det er vores sandkasser. Lige nu
sidder vi rækkevis og lytter til lærerinden, der hedder frøken Andresen.
Hun er vældig flink, og det er spændende at være her. Dog er jeg noget
benovet og skræmt over at være alene - så langt væk fra min mor.
-- o --
- Han er go’ til at
løbe.
- Og hurtig i vendingen.
Jeg kan høre lærerne taler om mig.
Det går bedre i gymnastiksalen.
-- o --
Læs mere om
Børnehaveklassen
1.d og 2.d 1954-56 med Kr. Larsen som klasselærer
Efter
børnehaven blev det helt anderledes at gå i skole. Min klasselærer
hedder Kr. Larsen, men da han også bestyrer skolens materialelager,
blev det hurtigt ændret til ’Lager-Larsen’. Han er skrap - og meget
missionsk.
Vi skal lære bogstaverne at kende. Jeg kender dem godt, men
bliver alligevel usikker, når han skriver et bogstav på tavlen og
spørger ud i klassen. Så jeg rækker ikke hånden op.
-- o --
Nanna
hedder den sødeste af pigerne i klassen. Hun har en mørk spadseredragt
på med grønne tern. Hende har jeg været forelsket i siden den første
dag.
Det fik jeg nu aldrig fortalt hende. Hverken at hun var sød, eller
at jeg var forelsket i hende. Faktisk snakkede jeg aldrig med hende. Jeg
turde ikke. Jeg nøjedes med at skule til hende. Det var jeg til gengæld
god til. Hele tiden holdt jeg øje med, hvor hun var og fik mig placeret,
så jeg kunne se hende - fra sikker afstand, naturligvis.
Jeg
ved, hvor hun bor, og sommetider går jeg forbi. Jeg forestiller mig, at
hun vil kalde på mig. Så kan vi ligesom helt tilfældigt stå og sludre
sammen.
Sådan gik det nu aldrig. Når jeg kom derhen, turde jeg dårligt kigge
ind bag træerne, men skyndte mig videre. Hun skulle jo nødig opdage, at
jeg var interesseret.
-- o --
Den
første, der forelskede sig i mig, var skoletandlægen - en ældre skrap
dame. Det vil sige, det var mine fortænder, det drejede sig om. De havde
nogle grimme riller, som hun ville pynte på med nogle nye materialer,
hun således fik mulighed for at afprøve. Da jeg var ked af mine grimme
tænder, udholdt jeg villigt rædslerne i tandlægestolen med hendes boren
og sliben med den larmende Storm P-agtige snoretræksboremaskine. Til
slut smurte hun tænderne ind i vaseline, der klistrede vammelt i munden:
- Du må hverken spise eller drikke de næste 2 timer, råber hun
formanende efter mig, da jeg fortumlet er på vej ud af klinikken.
Desværre holdt fyldmaterialet ikke så længe. Så måtte jeg på ny
aftale stævnemøde med tandlægen og begynde forfra.
Læs
mere om skoletandlægen
-- o --
Lager-Larsen er en tør, træt og alvorlig mand. Hver uge skal vi rokere
rundt i klassen efter et bestemt system, han har lavet. Formålet er, at
vi ikke skal komme til at kende hinanden for godt, for så snakker vi
bare. Det må vi ikke, og så sidder lussingerne løse.
Afstraffelsen foregik som regel ved, at han - meget ophidset og
skældende - nev hårdt fat i venstre kind og slog en flad lussing på
højre. Sommetider snød han ved lynhurtigt at slippe kinden og slå med
højre hånd.
-- o --
Det
var nu ikke lussingerne, der var mit store problem i begyndelsen af
skoletiden. Jeg var alt for genert til at snakke og for tilbageholdende
til at være fræk. Derimod blev det gjort til et stort problem, at jeg
skrev med venstre hånd, det ville Lager-Larsen ikke tillade:
Hele tiden smutter blyanten tilbage i venstre hånd, indtil han er
over mig igen og skælder ud. Men han undervurderer nu alligevel min
stædighed, for selvom han herser med mig i tide og utide, kommer
blyanten tilbage i venstre hånd, så snart jeg ser mit snit til det.
Lager-Larsen giver heller ikke sådan op: Så skal jeg holde et stykke
kridt i venstre hånd, så bliver den bundet til skolepulten, og til en
danskprøve sidder en seminarielærer (B.O.) overfor mig, udelukkende for
at holde øje med, at jeg skriver med den rigtige hånd.
Lige meget hjalp det, og den dag i dag er den rigtige hånd for mig
den venstre.
-- o --
Se klassebillederne af
1.d
1954-55 og af parallelklasserne
1.a og
1.b
Til toppen
3.d 1956-57 med Kr. Larsen som
klasselærer
Salmer var efter
Lager-Larsens mening det vigtigste. Dem sang vi i tide og utide og
skulle lære udenad. Og Guds nåde trøste dem, der ikke kunne, for så kogte
han over:
Vi har haft salmevers for som lektie. Der er en nervøs stemning i
klassen. Jørgen står oppe ved tavlen. Han er gået i stå. Han har helt
opgivet ævred. Han prøver ikke engang på at komme i gang igen, men
falder helt sammen.
På grund af pladsmangel
foregik disse salmeversoverhøringer og afstraffelser i
skolekøkkenets spisesal - der meget rammende blev kaldt Bespisningen.
Det var ellers kun de fattige, der kom der før
skoletid og fik varm havregrød. Og havde man bestilt i forvejen, fik man
en madpakke med til spisefrikvarteret. De kunne fås som 2-, 4-, 6- og 8’ere. Grundindholdet var altid 1 stykke med leverpostej og rødbeder, 1
med spegepølse, 1 med ost og det 4. stykke kunne så variere. På de go’e
dage var der chokoladesmør (kakao, sukker og margarine rørt sammen) på -
vore dages Nutella. 6’eren var udvidet med en sammenklappet fedtemad og
8’eren tillige en sammenklappet syltetøjsmad.
Der var mange, der bestilte en 8’er for at få syltetøjsmadden med.
Men Lager-Larsen holdt meget øje med, at de andre madder også blev
spist.

Mine forældre var ikke specielt fattige, men det afholdt mig nu ikke
fra at være imellem de få, der spiste havregrød i Bespisningen og fik en
madpakke med i skoletasken.
Mælk derimod var det mere legalt af få - små 2 deciliters mælkehvide
glasflasker med farvede låg. Klasseduksene hentede mælkeflaskerne samlet
i en galvaniseret metalramme i Bespisningen lige inden
spisefrikvarteret. Når man åbnede flasken, sad der en flødering i
toppen:
Det er det bedste af det hele, siger Ejvind, mens han samler dem
sammen.
Oslofrokost er den officielle betegnelse for den madpakke, vi fik i
Bespisningen, og som blev lavet i kælderen under ældreboligerne i
Skoleparken.
-- o --
Den næste der
forelskede sig i mig, var altmulig læreren B.O. Nielsen. Han roste mig og tog
billeder af mig. Det var ubehageligt, men sådan var det bare. Det havde
nu også sine fordele. Han skændte og slog på de andre, men jeg kunne få
lov til næsten alt, så grinede han bare sleskt.
Ofte var det mig, der
blev ’belønnet’ med at løbe til købmanden efter cigaretter og ordne
andre småærinder for ham. På de helt store dage fik jeg lov til at passe
filmfremviseren. Så stod jeg stolt ved siden af den og passede på, at
filmen ikke kørte af sporet. Den larmede som et helt maskingevær, så jeg
ikke kunne følge med i filmen, men det betød ikke så meget.
Højdepunktet for B.O. var gymnastiktimerne, når vi skulle have
vores ugentlige bad i badekælderen. Så var han helt oppe på dupperne.
Skrubbede os med gadekosten og spulede efter med koldvandsslangen.
Det
var kun for sjovt, han gjorde det. Men det var kun ham selv, der kunne
se det sjove i det - højt og larmende.
B.O.s
Waterloo
Gårdvagten har set sig gal på én af de større elever
og giver ham en lussing.
Eleven bliver bare stående med hænderne i lommen.
Tag hænderne op af lommen, når jeg taler til dig, siger læreren.
Det er mine lommer, svarer eleven.
Så slår læreren igen.
Sådan fortsætter det i lang tid.
Efterhånden tapløber blodet ud af næsen på eleven og ned ad hans tøj.
Det er mine lommer, fortsætter han bare med at sige.
Læreren slår nu så hårdt, at blodet sprøjter ham selv i ansigtet.
Det gør ham endnu mere rød i hovedet.
Han er desperat.
Han føler nederlaget til hele skolegården.
En meget lille mand.
Og en modig elev med vestjysk stædighed.
Sådan forstår jeg det i dag.
Dengang fornemmede jeg bare det uhyggelige.
-- o --
Jeg følges med Erik
hjem fra skole. Han vil lege med mig, hvis jeg vil være med til at lege
doktor. Det foregår i et skur i hans mormors baghave. Jeg skal tage
bukserne af og lægge mig på maven. Doktor Erik undersøger mig, det er
spændende, ophidsende og meget forbudt.
Til toppen
4.d 1957 med Kr. Larsen som klasselærer
Sanglærer Toft - en
rank, gråhåret, stilfuld, men hidsig, ældre herre - er bestemt hverken
forelsket i mig eller begejstret for mig. Han har nemlig fået øje på, at
jeg ikke synger med, men bare står og mimer.
Med pegefingeren vinker han
mig ned ved siden af det store sorte flygel, så han kan holde øje med
mig. Men dér, med alle kammeraterne bagved på auditorieopstalterne, tør
jeg da slet ikke synge.
På et tidspunkt stopper han op og forlanger, at
jeg skal synge alene. Der kommer ikke en lyd over mine læber. Det
eneste, jeg opfatter, er den fnisen, der opstår bagved.
Så spiller han
blot én tone på flyglet, og hidsigt beordrer han mig til at synge den.
Af bare skræk tør jeg ikke andet. Men med alle muskler i strube og nakke
snøret sammen, kommer det til at lyde som det angstskrig, det vitterligt
også er. Hele klassen griner højt.
-- o --
Lager-Larsen vil have
Freddie til at læse højt; men Freddie er ude af stand til at sige noget.
Han sidder bare blussende rød i ansigtet og sveder. Lager-Larsen bliver
hidsig og giver ham flere svidende lussinger.
-- o --
I engelsk
skal vi sige 'the' i kor.
Det skal jeg ikke nyde noget af.
Jeg tør ikke engang sige noget på dansk
til den nye lærer.
-- o --
Jeg
er stolt som en pave. I skolen er vi i gang med at knytte indkøbsnet af
snor. Jeg er langt den hurtigste. Også selv om katastrofen indtræffer,
da en af plastikhåndtagene knækker, og jeg må begynde helt forfra.
Alligevel bliver jeg først færdig og får meget ros. Både af B.O. og
derhjemme.
Glæden bliver nu kortvarig. For allerede første gang min lillebror
bliver sendt til købmanden, slæber han nettet efter sig hele vejen hjem.
Det er fuldstændig ødelagt.
-- o --
Hardcore
Gösta, Hardy og Rudi
var klassens hårde drenge. De tyranniserede alle andre med vold og
drillerier. For det meste lykkedes det mig at undgå dem, men ind imellem
var det også mig, der stod for tur. Det var virkelig opslidende, når det
stod på og kostede mig mange tørre tårer:
En dag i frikvarteret bliver det for meget, og uden varsel springer
jeg på Rudi. Til alles overraskelse - især min egen - lykkes det mig at
få fat på ham, vælte ham omkuld og mase hans hoved ned i skolegårdens
fliser, så han må overgive sig, og sige:
- Be be! Be be!
Efter den episode blev jeg helt anderledes selvsikker og gik rundt i
skolen som en autoritet. Som ved et trylleslag havde jeg vundet
anseelse. Nu var det mig, der kunne, slå og tryne de andre, som det
passede mig. Bare jeg opførte mig overbevisende nok, blev de bange.
Snart kom jeg ind i kredsen og blev én af de hårde drenge.
Det holdt nu ikke så
længe ,for det havde jeg slet ikke psyke til - eller lyst til, overbeviste
jeg mig selv om. Forinden nåede jeg dog at blive kriminel og for en slik
købe julegaver til hele familien. Gaverne var forskellige ting, der var
hugget i byens forretninger. Et kommandoraid jeg ikke turde være med
til, så jeg nøjedes med at være hæler.
Mine forældre og søskende var for øvrigt meget overraskede over de
særprægede julegaver, jeg havde købt til dem.
-- o --
Se klassebillede
4.d
Til toppen
4.d 1958 med Kr. Larsen som klasselærer
Blodtud
Jeg har
flere gange været fræk overfor Bo
fra én af de store klasser.
En dag fanger han mig på gangen og vil til at slå mig.
Pas på, jeg er lige blevet opereret i ryggen,
falder det ud af munden på mig.
Han
bliver helt forskrækket og slipper mig igen.
Da jeg skal hjem, er der ingen pardon.
En knytnæve lige midt i ansigtet.
Blodet ’fosser’ ud.
Jeg går i panik og skriger.
Der er nogen, der hjælper mig over til
skolesygeplejersken.
Det er bare en blodtud, siger hun afdramatiserende.
Dagen
efter opsøger jeg Bo,
giver ham hånden og siger undskyld.
Det var svært at få ud af munden.
Men det gjorde godt bagefter.
-- o --
Pludselig en dag er hun
der
Ilona. En morgen jeg
kommer ind i klassen, sidder hun der på en af de forreste pladser - helt
uden at tage hensyn til Lager-Larsens system.
Sådan var hun bare. Hun var sig selv. Uden at tage hensyn til
klassens hierarki og regler gjorde hun, som hun havde lyst. Det kunne
selvfølgelig ikke tillades. Hun skulle kanøfles. Det blev hun så. Både
af lærere og elever. Men hun var sej. Først når hele klassen stod
omkring hende som en kødrand og moppede, reagerede hun - udadtil. I
raseri sprang hun op og skældte ud til højre og venstre, inden hun brød
sammen og løb stortudende ud af skolen.
I næste frikvarter kunne vi så se frem til, at hun kom tilbage
sammen med sin mor. Så blev det rigtig sjovt, for hun reagerede på samme
måde. De stillede sig begge op midt i skolegården og skældte højlydt ud.
Men det var halsløs gerning. Snart var alle eleverne i skolegården
samlede og moppede grinende videre, indtil Ilona og hendes mor mistede
modet og duknakkede forlod skolen igen.
Først et par dage senere så vi Ilona igen.
Det var kun et års tid, jeg gik i klasse med Ilona, så blev hun flyttet
til en anden skole. I den tid jeg kendte hende, gjorde hun mig bekendt
aldrig noget forkert. Hun skilte sig udelukkende ud ved at være dig selv
– uden at smigre dig ind på andre. Det var åbenbart nok til, at hun
skulle mobbes.
Jeg husker ikke, i hvilket omfang jeg selv bidrog til mobberiet. Men
jeg bilder mig ikke ind, at jeg var bedre end andre. Jeg husker desværre
heller ikke, at jeg gjorde noget for at forsvare hende.
Kære Ilona! Jeg ved godt at, du døde i 2009 - men bedre sent end
aldrig: Undskyld! Undskyld! Undskyld!
-- o --
Mit eventyr med de
hårde drenge sluttede en dag, jeg skulle møde dem ude i skoven:
På vej derud får jeg øje på en læderfodbold under en busk. Én af de
rigtige - uden snøre. Nu er den min - det bedste jeg nogensinde har
ejet. Da de andre kommer, fortæller jeg himmelhenrykt om mit held. Det
skulle jeg aldrig have gjort. De kigger blot på hinanden, tager bolden
fra mig, siger, det er deres, og går.
- Hvad der kommer let, går let, siger min mor.
Sådan kunne jeg nu ikke se på det. Fra den dag var Gösta, Hardy og
Rudi luft for mig. Jeg husker ikke, at jeg efterfølgende havde noget med
dem at gøre.
-- o --
Se pigerne fra
Esbjerg GymnastikForening
5.d 1958-59 med Kr. Larsen som klasselærer
I fysiklokalet skal vi holde hinanden i hånden og danne en lukket
kæde med generatoren til højspændt statisk elektricitet:
- Guds nåde trøste den, der først giver slip, truer B. O. grinende,
mens han drejer hurtigere og hurtigere på generatoren.
Han er helt i ekstage - lige indtil kæden går i opløsning.
-- o --
På skolebiblioteket vil
Lager-Larsen have mig til at læse højt.
Rød i hovedet og usammenhængende gør jeg det,
uden at ane hvad det er, jeg læser.
-- o --
Vi spiller fodbold, og jeg er
målmand. Ved et målspark er der ikke nogen til at vippe bolden for mig.
Så jeg gør det selv, og griber den flot i luften. B.O. griner højt og
synes, det er vældig sjovt.
-- o --
Jørgen i klassen er nem at drille,
og han gør ikke modstand, hvis man tager fat i ham. Men tirrer man ham
længe nok, bliver han hidsig og kradser med sine skarpe negle.
-- o --
Johanna er stor og kluntet og
bliver drillet meget.
Hun er ellers flink.
Jeg har snakket lidt med hende.
-- o --
Breaking points
Mor kalder på mig ude fra køkkenet:
- Der er brev til dig fra skolen.
Efter sommerferien skal jeg starte i 6. klasse - almen, står der.
Det vil med andre ord sige, at jeg ikke er egnet til at komme i boglig
klasse. Jeg smider brevet på bordet og går uden at sige noget. Jeg er
helt slået ud.
Skriftligt har jeg fået autoriteternes ord for, at jeg ikke er go’
nok.
Ligesom 1. skoledag var et
brydningspunkt i mit liv, var dette det næste. Skolen havde besluttet,
at jeg var dum - kort og godt. Her skal lige indskydes, at nogle år
senere bestod jeg en udvidet maskinmestereksamen med udmærkelse, så det
er jeg ikke.
Men skolen havde ret alligevel - med den tilføjelse, at det var den,
der gjorde mig dum. Jeg indrømmer, at jeg er mere sårbar og stædig
end de fleste, så jeg kunne simpelthen ikke begå mig i dette autoritære
voldssystem. Lager-Larsen som havde været min klasselærer i alle årene,
var selvfølgelig hovedårsagen, men de andre lærere fungerede efter samme
princip.
Fx fik vi en engelsklærer, der allerede i første time flittigt delte
lussinger ud, hvorefter han frejdigt proklamerede, at hos ham bestemte
vi selv, hvordan vi ville have det - bare vi gjorde, som han sagde.
Jeg kan simpelthen ikke huske, jeg i disse år har snakket
almindeligt med en lærer. Al kommunikation foregik med kommandoer,
konsekvens og øjeblikkelig afstraffelse.
Det er først her i mit livs
efterår, det står mig klart, hvor meget det påvirkede mig. Så snart der
var en lærer i nærheden, faldt alt sammen inde i mig. Jeg lukkede af.
Kom jeg op til tavlen, blev jeg rød i hovedet og kunne ikke sige noget.
Skulle jeg læse højt, blev det til grød inde i munden, og jeg snublede
over ordene.
Og det var jo ikke kun mig, det skete for. Jeg oplevede det nærmest
dagligt, at andre havde det på samme måde. Nogen gjorde modstand, men
det medførte bare endnu mere smertefulde afstraffelser. Og endelig var
der dem, der tilsyneladende ikke lod sig påvirke og kunne fungere i det.
I det meste af mit arbejdsliv har
jeg haft overordnede lederstillinger. Det har jeg altid haft det godt
med. På den ene side gjorde jeg mig klart, at jeg skulle holde min sti
ren og undgå private venskaber med mine medarbejdere. På den anden side
var det vigtigt at opbygge et fortroligt tillidsforhold ved at være åben
og imødekommende, snakke, lytte, spørge ind til, inddrage dem i
arbejdsprocessen, være motiverede og overlade dem ansvar.
Det var ikke noget, jeg havde lært, det faldt mig bare naturligt. Så
på den måde havde jeg måske alligevel fået noget ud af Lager-Larsens
’undervisning’!
I de år jeg læste til maskinmester,
boede jeg på et loftsværelse i Grundtvigs Allé 68A, tæt på hvor også
Lager-Larsen boede. Så det skete ofte, jeg mødte ham, når jeg skulle hen
til mine forældre i Storegade. Høfligt trådte jeg ud i rabatten, hilste
på ham med et nik og et goddag.
Dengang var jeg stadig så autoritetstro, at jeg uden tanke for andet
gjorde, som jeg havde lært. Efterfølgende har jeg ikke mødt ham. Det er
nok godt det samme!
Og da jeg nu er i gang med at hive
minder frem, kommer jeg til at tænke på, at da jeg gik i 4. klasse,
flyttede vi ud på Jagtvej, tæt ved Jerne Skole. Det ville således være
naturligt, at jeg skiftede skole, men der spillede min stædighed igen et
puds. Jeg vidste, hvad jeg havde og ikke, hvad jeg fik. Så hellere cykle
2 gange 6 kilometer hver dag, Basta!
-- o --
Se klassebillederne af
5.d: i
Skolegården, i
Botanisk have og i
Baghaven
Til
toppen
6.f og 7.f Almen 1959-61 med Kr.
Larsen som klasselærer
Pigerne i klassen tør jeg ikke tale med. Bare der er en pige
i nærheden, bliver jeg rødmende og tavs. Jeg nøjes med at skule til dem
og kigge misundeligt på Lars og Tonny, som står og snakker med dem som
den naturligste sag i verden.
Det er det overhovedet ikke!
-- o --
Det nærmeste jeg kommer, er, da
Birgit driller mig ved at tage mit viskelæder. I kampens hede holder jeg
om hende og kommer til at strejfe hendes små bryster.
-- o --
Træsløjd var spændende. Vi var så engagerede, at vi fik lov til at
fortsætte i frikvartererne. Men det var nu ikke altid træsløjd, vi
lavede, når læreren var gået. Keglespil var populært. Trækøllerne var
velegnede både til kegler og til at kaste med. Vi skiftedes til at kure
køllerne hen ad gulvet for at se, hvem der kunne vælte flest kegler:
Jeg laver et hårdt velrettet kast. Desværre er det
for højt. Køllen rammer vinduet bagved og fortsætter igennem - først
forsatsruden, så yderruden og ned i skolegården. Skolegården! Der er
frikvarter, og sløjdlokalet ligger på 2. sal. De sekunder det tager at
komme hen til vinduet og konstatere, at køllen ikke har ramt nogen, er
de længste i mit liv.
Bagefter blev jeg sendt over til inspektør Astrup.
Der havde jeg aldrig været før, men jeg var simpelthen så chokeret, at
enten opgav han at skælde ud på mig, eller også opfattede jeg bare ikke,
at han gjorde det.
Se træsløjdlokalet her!
-- o --
Det minder mig om, at vi også havde metalsløjd. Det foregik i kælderen,
hvor læreren var en stor, rund mand. Han var også tilhænger af
øjeblikkelig afstraffelse - især med spanskrøret. Det foregik i den bare
ende, så vidt jeg har fået fortalt.
Derimod ved jeg, at når noget skulle slibes fint, skulle det
være glat som en barnenumse, sagde han med stor følsomhed, mens han
formede en sådan med hænderne.
-- o --
Grethe-møllerdatter er oppe ved tavlen i geografi.
Desperat påstår hun, at Odense ligger i Sverige.
-- o --
Gösta Schlosser var klassens suverænt stærkeste dreng, hvilket aftvang
stor respekt - også hos lærerne. Faktisk tror jeg aldrig, han var part i
noget voldeligt. Men han gad ikke skolen, så i stedet sad han og tegnede
i timerne. Hvilket han også var
god til.
-- o --
Skoleidrætsstævne: Se billederne af
dommerbordet og af
6.a og b's
fodboldshold.
-- o --
Som tidligere nævnt var jeg forelsket i Nanna, så da jeg mange år senere
kontaktede hende, krævede det specielt megen overvindelse. Men hun var
en sød og venlig kvinde, der ikke havde nogen anelse om min forelskelse.
Vi fik nogle gode snakke om både det ene og det andet.
Blandt andet sendte hun mig hendes timeplan for 6.b, som jeg
lavede et digt til. Det er blevet afleveret til Esbjerg Lokalhistoriske
arkiv. Du kan se det i kopi
her.
-- o --
Her er billederne
af 7.f og 7.?, der er på lejrskole på Bornholm.
-- o --
4 seje piger,
kalder jeg dette billede af de 4 klassekammerater, der var samlet i en
anledning, jeg ikke er klar over. Måske var det på Bornholm?
Til
toppen
8.b 1961-62 med Poul Henry Svarrer som klasselærer
Alt var nyt i begyndelsen af 8. klasse. De 2 klasser var et
sammenrend af eleverne fra de fire 7. klasser - minus dem der var gået
ud af skolen - plus dem der var kommet tilbage fra boglig klasse, og som
åbenbart ikke var egnede til at komme i realen.
Således sad vi den første dag spændte - på hinanden og på den nye
klasselærer, som pænt bankede på døren og kom ind. Sagde Goddag,
og hilste smilende rundt, fortalte lidt om sig selv og lidt om, hvad han
forestillede sig vi skulle beskæftige os med i den følgende tid. Men det
ville han selvfølgelig tale nærmere med os om, og hvis vi havde idéer,
skulle vi endelig bare komme med dem.
Der var straks en pige, der tilbød at tage sin grammofon med i
skole, så kunne andre tage deres favoritplader med, og så kunne vi lave
ønskekoncert.
Det blev straks besluttet som en god idé, og således gik den første
time, hvor der blev luftet mange ting - frem og tilbage.

Det var mit første møde med Svarrer. Jeg var helt rundt på gulvet. Sådan
kunne man altså også være lærer. Og det fortsatte på samme måde de næste
2 år. Han blev virkelig én, jeg så op til.
Han var god til at rose, men han kunne også sige fra, når der
var noget, han ikke var tilfreds med. Men han skældte ikke ud eller
truede. Det blev bare stille og roligt, som han ønskede det. Han var
karismatisk, jeg tror, vi alle så op til ham og derfor ikke ønskede at
skuffe ham. Igen og igen overraskede han os, ved at
gøre eller sige positive ting, der hjalp os videre.
Tænk sig, han kan ligefrem finde på at rose mig og sige, at
der er noget, jeg er god til. Det havde jeg ikke oplevet før i min
skoletid.
Der opstod således hurtigt et helt anderledes sammenhold i klassen, end
jeg havde oplevet før, og der blomstrede en masse andre aktiviteter op
både i skolen, og når vi var på udflugter, lejrskole m.m.
-- o --
Én af de ting lærer Svarrer roste
mig for, var at være god til at gå til kanten - at kunne være fræk på en
sjov måde. Den opfattelse delte en vikar - en nervøs og opfarende
seminarist - nu ikke med ham:
Midt i timen tiltrækker jeg mig opmærksomheden ved at gå over til
vinduet med de store gardiner, holde gardinet op foran ansigtet og
samtidigt lave nogle gevaldige næsepudselyde - med munden. Seminaristen
bliver fuldstændig ude af sig selv, og inden jeg når at forklare endsige
forsvare mig, modtager jeg en syngende lussing.
-- o --
Elin går - strålende som en lille
sol - rundt i klassen og deler invitationer ud. Hun er den første, der
inviterer til rigtig fødselsdagsfest - aftenfest med spisning og dans.
Der breder sig en spændt hvisken og tisken, efterhånden som hun kommer
rundt. Undtagen hos dem der ikke bliver inviteret, de bliver mærkbart
tavse og triste. Jeg er én af dem. Jeg gider heller ikke sådan noget
tøsepjat, aftaler jeg med mig selv.
Men hvor gjorde det ondt alligevel.
-- o --
Årets lejrskole foregik i
Store Heddinge og omegn for
8.a og 8.b.
Lærer Gregersen har sin 3’årige datter, Elisabeth
med i toget til Sjælland. Hun vil være hos mig hele tiden. Jeg kan få
hende til at gøre alt, hvad jeg siger. Det gør mig helt høj - så længe
det varer.
-- o --
Afgangsklasserne havde sidste skoledag. Det fejrede de blandt andet ved
at løfte B.O.s bil, en lille NSU Prinz, der altid holdt udenfor
hovedindgangen - og stille den på tværs inde i indgangen.
Se dokumentationen
her!
Til
toppen
9.a 1962-63 med Poul Henry Svarrer som klasselærer
Det år dristede jeg mig til at tage
med til skoleballet. Det vil sige, jeg nøjedes med at fjolle rundt i
periferien sammen med de andre generte:
På et tidspunkt kommet jeg alligevel ind i gymnastiksalen og står i
kødranden og beundrer Preben, der danser twist. Det er han enorm skrap
til. Pludselig griber Anni fat i mig og trækker mig ud på gulvet, og
inden det rigtigt går op for mig, danser jeg med hende.
Resten af aftenen svævede jeg på en lyserød sky. Jeg var ude at
danse flere gange - også med andre. Jeg snakkede endda med nogle af
pigerne. Og til slut - på opfordring - fulgte jeg Grethe-møllerdatter
hjem.
Da jeg selv kom hjem, var jeg nødt til at vække min mor og fortælle
hende om aftenens erobringer. Den nat sov jeg ikke meget. Jeg svævede
stadig.
-- o --
Klassebillede af 9.a
-- o --
Peter i klassen er
meget opmærksomhedssøgende. Hele tiden gør han sig bemærket med sin mere
eller mindre uheldige opførsel og prøver på at købe os andre. Fx hugger
han cigarer og whisky derhjemme, som vi så hygger os med i kælderen
under gymnastiksalen i frikvarteret.
Imens dette står på, er Peter verdensmand. Ellers er det den dårlige
samvittighed, der lyser ud af hans vigende øjne.
-- o --
Årets lejrtur foregik med tog, færge og bus til Norge for
9.a og 9.b Jeg lader billederne tale for sig selv!
-- o --
Det blev dog ikke til
så meget mere med pigerne, det var for følelsesmæssigt besværligt. Jeg
nøjedes med dem i fantasiens verden. Derimod var fodbold, knallerter og
et job som bydreng hos købmand Andreas Christensen, Strandby Kirkevej meget nemmere at gå
til. Disse ting optog mig i en sådan grad, at det gik ud over
skolearbejdet:
- Skoletræt, kalder Svarrer det.
I slutningen af 9. klasse trækker han mig til side og
forklarer mig venligt men bestemt, at jeg ikke skal søge om optagelse
til 10. klasse.
Og hvor havde han dog ret. Svarrer medvirkede til at rette op på mange
ting for mig. Men de øvrige forhold på skolen, var stadig de samme.
Dette sammenholdt med mine manglende sociale evner, gjorde at jeg
íkke kom til at fungere bare nogenlunde tilfredsstillende.
-- o --
Noget af det sidste jeg
husker fra min skoletid, er, at jeg på long-john-budcyklen kommer
drønende ind i skolegården. Jeg har taget fri en time hos købmanden, så
jeg kan passe min eksamen.
-- o --
På trods af min skoletræthed hjalp lærer Svarrer mig til det sidste.
Han sørgede for en fin
udtalelse, og det var langt hen ad
vejen hans indsats - sammen med min far - der gjorde, at jeg fik tilbudt
en læreplads. Og de hang ikke på træerne,
dengang
jeg gik i skole.
Efter min skoletid
Der var
nogle få stykker,
der fortsatte i 10 klasse på Stormgade Skole.
-- o --
-- o --
Rørkjær Skoles 75 års
jubilæum - af Tonny Nissen i 2007
-- o --
For nogle år siden
gennemførte jeg et større psykisk udviklingsforløb,
hvor jeg havde behov for at ’samle mit liv' op og herunder også min
skoletid. Det blev til en større samling små og større historier og
billeder, som vist i dette skrift.
Det medførte også, at jeg gennemførte et større detektivarbejde
(det var før Internettet) med at opsøge gamle skolekammerater og lærere.
Alle oplysninger blev samlet i dette skrift:
Klasselisten

Psykisk udvikling - er
et spørgsmål om at vikle sig ud af noget,
man tidligere har viklet sig ind i!

Til
toppen
|
|