På grund af pladsmangel foregik disse salmeversoverhøringer og afstraffelser i skolekøkkenets spisesal - der meget rammende blev kaldt Bespisningen.
    Det var ellers kun de fattige, der kom der før skoletid og fik varm havregrød. Og havde man bestilt i forvejen, fik man en madpakke med til spisefrikvarteret. De kunne fås som 2-, 4-, 6- og 8’ere. Grundindholdet var altid 1 stykke med leverpostej og rødbeder, 1 med spegepølse, 1 med ost og det 4. stykke kunne så variere. På de go’e dage var der chokoladesmør (kakao, sukker og margarine rørt sammen) på - vore dages Nutella. 6’eren var udvidet med en sammenklappet fedtemad og 8’eren tillige en sammenklappet syltetøjsmad.
    Der var mange, der bestilte en 8’er for at få syltetøjsmadden med. Men Lager-Larsen holdt meget øje med, at de andre madder også blev spist.

Mine forældre var ikke specielt fattige, men det afholdt mig nu ikke fra at være imellem de få, der spiste havregrød i Bespisningen og fik en madpakke med i skoletasken.
    Mælk derimod var det mere legalt af få - små 2 deciliters mælkehvide glasflasker med farvede låg. Klasseduksene hentede mælkeflaskerne samlet i en galvaniseret metalramme i Bespisningen lige inden spisefrikvarteret. Når man åbnede flasken, sad der en flødering i toppen:
    Det er det bedste af det hele, siger Ejvind, mens han samler dem sammen.

Oslofrokost er den officielle betegnelse for den madpakke, vi fik i Bespisningen, og som blev lavet i kælderen under ældreboligerne i Skoleparken.

-- o --

 Til toppen

4.d 1957 med Kr. Larsen som klasselærer

Sanglærer Toft - en rank, gråhåret, stilfuld, men hidsig, ældre herre - er bestemt hverken forelsket i mig eller begejstret for mig. Han har nemlig fået øje på, at jeg ikke synger med, men bare står og mimer.
    Med pegefingeren vinker han mig ned ved siden af det store sorte flygel, så han kan holde øje med mig. Men dér, med alle kammeraterne bagved på auditorieopstalterne, tør jeg da slet ikke synge.
    På et tidspunkt stopper han op og forlanger, at jeg skal synge alene. Der kommer ikke en lyd over mine læber. Det eneste, jeg opfatter, er den fnisen, der opstår bagved.
    Så spiller han blot én tone på flyglet, og hidsigt beordrer han mig til at synge den. Af bare skræk tør jeg ikke andet. Men med alle muskler i strube og nakke snøret sammen, kommer det til at lyde som det angstskrig, det vitterligt også er. Hele klassen griner højt.

-- o --

Lager-Larsen vil have Freddie til at læse højt; men Freddie er ude af stand til at sige noget. Han sidder bare blussende rød i ansigtet og sveder. Lager-Larsen bliver hidsig og giver ham flere svidende lussinger.

-- o --

 Til toppen

Da jeg skal hjem, er der ingen pardon.
En knytnæve lige midt i ansigtet.
Blodet ’fosser’ ud.
Jeg går i panik og skriger.
Der er nogen, der hjælper mig over til
skolesygeplejersken.
Det er bare en blodtud, siger hun afdramatiserende.

Dagen efter opsøger jeg Bo,
giver ham hånden og siger undskyld.
Det var svært at få ud af munden.
Men det gjorde godt bagefter.

 Det var kun et års tid, jeg gik i klasse med Ilona, så blev hun flyttet til en anden skole. I den tid jeg kendte hende, gjorde hun mig bekendt aldrig noget forkert. Hun skilte sig udelukkende ud ved at være dig selv – uden at smigre dig ind på andre. Det var åbenbart nok til, at hun skulle mobbes.
    Jeg husker ikke, i hvilket omfang jeg selv bidrog til mobberiet. Men jeg bilder mig ikke ind, at jeg var bedre end andre. Jeg husker desværre heller ikke, at jeg gjorde noget for at forsvare hende.

Kære Ilona! Jeg ved godt at, du døde i 2009 - men bedre sent end aldrig: Undskyld! Undskyld! Undskyld!

-- o --

Mit eventyr med de hårde drenge sluttede en dag, jeg skulle møde dem ude i skoven:
    På vej derud får jeg øje på en læderfodbold under en busk. Én af de rigtige - uden snøre. Nu er den min - det bedste jeg nogensinde har ejet. Da de andre kommer, fortæller jeg himmelhenrykt om mit held. Det skulle jeg aldrig have gjort. De kigger blot på hinanden, tager bolden fra mig, siger, det er deres, og går.
    - Hvad der kommer let, går let, siger min mor.
    Sådan kunne jeg nu ikke se på det. Fra den dag var Gösta, Hardy og Rudi luft for mig. Jeg husker ikke, at jeg efterfølgende havde noget med dem at gøre.

-- o --

Se pigerne fra Esbjerg GymnastikForening

5.d 1958-59 med Kr. Larsen som klasselærer

I fysiklokalet skal vi holde hinanden i hånden og danne en lukket kæde med generatoren til højspændt statisk elektricitet:
    - Guds nåde trøste den, der først giver slip, truer B. O. grinende, mens han drejer hurtigere og hurtigere på generatoren.
    Han er helt i ekstage - lige indtil kæden går i opløsning.

-- o --

På skolebiblioteket vil Lager-Larsen have mig til at læse højt.
Rød i hovedet og usammenhængende gør jeg det,
uden at ane hvad det er, jeg læser.

-- o --

Vi spiller fodbold, og jeg er målmand. Ved et målspark er der ikke nogen til at vippe bolden for mig. Så jeg gør det selv, og griber den flot i luften. B.O. griner højt og synes, det er vældig sjovt.

-- o --

Jørgen i klassen er nem at drille, og han gør ikke modstand, hvis man tager fat i ham. Men tirrer man ham længe nok, bliver han hidsig og kradser med sine skarpe negle.

-- o --

Johanna er stor og kluntet og bliver drillet meget.
Hun er ellers flink.
Jeg har snakket lidt med hende.

-- o --

Breaking points
Mor kalder på mig ude fra køkkenet:
 - Der er brev til dig fra skolen.
     Efter sommerferien skal jeg starte i 6. klasse - almen, står der. Det vil med andre ord sige, at jeg ikke er egnet til at komme i boglig klasse. Jeg smider brevet på bordet og går uden at sige noget. Jeg er helt slået ud.
     Skriftligt har jeg fået autoriteternes ord for, at jeg ikke er go’ nok.

Ligesom 1. skoledag var et brydningspunkt i mit liv, var dette det næste. Skolen havde besluttet, at jeg var dum - kort og godt. Her skal lige indskydes, at nogle år senere bestod jeg en udvidet maskinmestereksamen med udmærkelse, så det er jeg ikke.
    Men skolen havde ret alligevel - med den tilføjelse, at det var den, der gjorde mig dum. Jeg indrømmer, at jeg er mere sårbar og stædig end de fleste, så jeg kunne simpelthen ikke begå mig i dette autoritære voldssystem. Lager-Larsen som havde været min klasselærer i alle årene, var selvfølgelig hovedårsagen, men de andre lærere fungerede efter samme princip.
    Fx fik vi en engelsklærer, der allerede i første time flittigt delte lussinger ud, hvorefter han frejdigt proklamerede, at hos ham bestemte vi selv, hvordan vi ville have det - bare vi gjorde, som han sagde.
    Jeg kan simpelthen ikke huske, jeg i disse år har snakket almindeligt med en lærer. Al kommunikation foregik med kommandoer, konsekvens og øjeblikkelig afstraffelse.

Det er først her i mit livs efterår, det står mig klart, hvor meget det påvirkede mig. Så snart der var en lærer i nærheden, faldt alt sammen inde i mig. Jeg lukkede af. Kom jeg op til tavlen, blev jeg rød i hovedet og kunne ikke sige noget. Skulle jeg læse højt, blev det til grød inde i munden, og jeg snublede over ordene.
    Og det var jo ikke kun mig, det skete for. Jeg oplevede det nærmest dagligt, at andre havde det på samme måde. Nogen gjorde modstand, men det medførte bare endnu mere smertefulde afstraffelser. Og endelig var der dem, der tilsyneladende ikke lod sig påvirke og kunne fungere i det.

I det meste af mit arbejdsliv har jeg haft overordnede lederstillinger. Det har jeg altid haft det godt med. På den ene side gjorde jeg mig klart, at jeg skulle holde min sti ren og undgå private venskaber med mine medarbejdere. På den anden side var det vigtigt at opbygge et fortroligt tillidsforhold ved at være åben og imødekommende, snakke, lytte, spørge ind til, inddrage dem i arbejdsprocessen, være motiverede og overlade dem ansvar.
    Det var ikke noget, jeg havde lært, det faldt mig bare naturligt. Så på den måde havde jeg måske alligevel fået noget ud af Lager-Larsens ’undervisning’!

I de år jeg læste til maskinmester, boede jeg på et loftsværelse i Grundtvigs Allé 68A, tæt på hvor også Lager-Larsen boede. Så det skete ofte, jeg mødte ham, når jeg skulle hen til mine forældre i Storegade. Høfligt trådte jeg ud i rabatten, hilste på ham med et nik og et goddag.
    Dengang var jeg stadig så autoritetstro, at jeg uden tanke for andet gjorde, som jeg havde lært. Efterfølgende har jeg ikke mødt ham. Det er nok godt det samme!

Og da jeg nu er i gang med at hive minder frem, kommer jeg til at tænke på, at da jeg gik i 4. klasse, flyttede vi ud på Jagtvej, tæt ved Jerne Skole. Det ville således være naturligt, at jeg skiftede skole, men der spillede min stædighed igen et puds. Jeg vidste, hvad jeg havde og ikke, hvad jeg fik. Så hellere cykle 2 gange 6 kilometer hver dag, Basta!

-- o --

Se klassebillederne af 5.d: i Skolegården, i Botanisk have og i Baghaven

Til toppen

6.f og 7.f Almen 1959-61 med Kr. Larsen som klasselærer

Pigerne i klassen tør jeg ikke tale med. Bare der er en pige i nærheden, bliver jeg rødmende og tavs. Jeg nøjes med at skule til dem og kigge misundeligt på Lars og Tonny, som står og snakker med dem som den naturligste sag i verden.
    Det er det overhovedet ikke!

-- o --

Det nærmeste jeg kommer, er, da Birgit driller mig ved at tage mit viskelæder. I kampens hede holder jeg om hende og kommer til at strejfe hendes små bryster.

-- o --

Træsløjd var spændende. Vi var så engagerede, at vi fik lov til at fortsætte i frikvartererne. Men det var nu ikke altid træsløjd, vi lavede, når læreren var gået. Keglespil var populært. Trækøllerne var velegnede både til kegler og til at kaste med. Vi skiftedes til at kure køllerne hen ad gulvet for at se, hvem der kunne vælte flest kegler:
    Jeg laver et hårdt velrettet kast. Desværre er det for højt. Køllen rammer vinduet bagved og fortsætter igennem - først forsatsruden, så yderruden og ned i skolegården. Skolegården! Der er frikvarter, og sløjdlokalet ligger på 2. sal. De sekunder det tager at komme hen til vinduet og konstatere, at køllen ikke har ramt nogen, er de længste i mit liv.
    Bagefter blev jeg sendt over til inspektør Astrup. Der havde jeg aldrig været før, men jeg var simpelthen så chokeret, at enten opgav han at skælde ud på mig, eller også opfattede jeg bare ikke, at han gjorde det.

Se træsløjdlokalet her!

-- o --

Det minder mig om, at vi også havde metalsløjd. Det foregik i kælderen, hvor læreren var en stor, rund mand. Han var også tilhænger af øjeblikkelig afstraffelse - især med spanskrøret. Det foregik i den bare ende, så vidt jeg har fået fortalt.
    Derimod ved jeg, at når noget skulle slibes fint, skulle det være glat som en barnenumse, sagde han med stor følsomhed, mens han formede en sådan med hænderne.

-- o --

Grethe-møllerdatter er oppe ved tavlen i geografi.
Desperat påstår hun, at Odense ligger i Sverige.

-- o --

Gösta Schlosser var klassens suverænt stærkeste dreng, hvilket aftvang stor respekt - også hos lærerne. Faktisk tror jeg aldrig, han var part i noget voldeligt. Men han gad ikke skolen, så i stedet sad han og tegnede i timerne. Hvilket han også var god til.

-- o --

Skoleidrætsstævne: Se billederne af dommerbordet og af 6.a og b's  fodboldshold.

-- o --

Som tidligere nævnt var jeg forelsket i Nanna, så da jeg mange år senere kontaktede hende, krævede det specielt megen overvindelse. Men hun var en sød og venlig kvinde, der ikke havde nogen anelse om min forelskelse. Vi fik nogle gode snakke om både det ene og det andet.
    Blandt andet sendte hun mig hendes timeplan for 6.b, som jeg lavede et digt til. Det er blevet afleveret til Esbjerg Lokalhistoriske arkiv. Du kan se det i kopi her.

-- o --

Her er billederne af 7.f og 7.?, der er på lejrskole på Bornholm.

-- o --

4 seje piger, kalder jeg dette billede af de 4 klassekammerater, der var samlet i en anledning, jeg ikke er klar over. Måske var det på Bornholm?

Til toppen

8.b 1961-62 med Poul Henry Svarrer som klasselærer

Alt var nyt i begyndelsen af 8. klasse. De 2 klasser var et sammenrend af eleverne fra de fire 7. klasser - minus dem der var gået ud af skolen - plus dem der var kommet tilbage fra boglig klasse, og som åbenbart ikke var egnede til at komme i realen.
    Således sad vi den første dag spændte - på hinanden og på den nye klasselærer, som pænt bankede på døren og kom ind. Sagde Goddag, og hilste smilende rundt, fortalte lidt om sig selv og lidt om, hvad han forestillede sig vi skulle beskæftige os med i den følgende tid. Men det ville han selvfølgelig tale nærmere med os om, og hvis vi havde idéer, skulle vi endelig bare komme med dem.
    Der var straks en pige, der tilbød at tage sin grammofon med i skole, så kunne andre tage deres favoritplader med, og så kunne vi lave ønskekoncert.
    Det blev straks besluttet som en god idé, og således gik den første time, hvor der blev luftet mange ting - frem og tilbage.

Det var mit første møde med Svarrer. Jeg var helt rundt på gulvet. Sådan kunne man altså også være lærer. Og det fortsatte på samme måde de næste 2 år. Han blev virkelig én, jeg så op til.
    Han var god til at rose, men han kunne også sige fra, når der var noget, han ikke var tilfreds med. Men han skældte ikke ud eller truede. Det blev bare stille og roligt, som han ønskede det. Han var karismatisk, jeg tror, vi alle så op til ham og derfor ikke ønskede at skuffe ham. Igen og igen overraskede han os, ved at gøre eller sige positive ting, der hjalp os videre.
    Tænk sig, han kan ligefrem finde på at rose mig og sige, at der er noget, jeg er god til. Det havde jeg ikke oplevet før i min skoletid.

Der opstod således hurtigt et helt anderledes sammenhold i klassen, end jeg havde oplevet før, og der blomstrede en masse andre aktiviteter op både i skolen, og når vi var på udflugter, lejrskole m.m.

-- o --

Én af de ting lærer Svarrer roste mig for, var at være god til at gå til kanten - at kunne være fræk på en sjov måde. Den opfattelse delte en vikar - en nervøs og opfarende seminarist - nu ikke med ham:
    Midt i timen tiltrækker jeg mig opmærksomheden ved at gå over til vinduet med de store gardiner, holde gardinet op foran ansigtet og samtidigt lave nogle gevaldige næsepudselyde - med munden. Seminaristen bliver fuldstændig ude af sig selv, og inden jeg når at forklare endsige forsvare mig, modtager jeg en syngende lussing.

-- o --

Elin går - strålende som en lille sol - rundt i klassen og deler invitationer ud. Hun er den første, der inviterer til rigtig fødselsdagsfest - aftenfest med spisning og dans. Der breder sig en spændt hvisken og tisken, efterhånden som hun kommer rundt. Undtagen hos dem der ikke bliver inviteret, de bliver mærkbart tavse og triste. Jeg er én af dem. Jeg gider heller ikke sådan noget tøsepjat, aftaler jeg med mig selv.
    Men hvor gjorde det ondt alligevel.

-- o --

Årets lejrskole foregik i Store Heddinge og omegn for 8.a og 8.b.
    Lærer Gregersen har sin 3’årige datter, Elisabeth med i toget til Sjælland. Hun vil være hos mig hele tiden. Jeg kan få hende til at gøre alt, hvad jeg siger. Det gør mig helt høj - så længe det varer.

-- o --

Afgangsklasserne havde sidste skoledag. Det fejrede de blandt andet ved at løfte B.O.s bil, en lille NSU Prinz, der altid holdt udenfor hovedindgangen - og stille den på tværs inde i indgangen.
    Se dokumentationen her!

Til toppen