Leif Bruun, Tlf. 75 82 72 80
Storegårdsvej 48, 7100 Vejle
leifbr@leifbr.dk
www.leifbr.dk

 
   

Forside

Skolekammerater

    Andet godt

 

 

<< Bladre tilbage    Bladre frem >>

Dengang jeg gik i skole

Jeg går med min mor i hånden. Vi er på vej til skole. Jeg er spændt, for jeg har fået at vide, at det er en stor dag. Andet husker jeg ikke fra min første skoledag. Hvad der skete efterfølgende, var åbenbart for overvældende.
    Jeg var 6 år og skulle begynde i børnehaven - som én af de første i Danmark for øvrigt. Ikke fordi der var noget specielt ved mig, men fordi det var én af landets første børnehaveklasser overhovedet.

I det hele taget var skolen - Rørkjær Skole i Esbjerg - på mange måder en foregangsskole med blandt andet læge- og tandlægeklinik og med afprøvning af nye undervisningsmaterialer og uddannelse af nye lærere fra seminariet. Ellers var skolen som sådan ikke noget at prale af. Den bestod af nogle store grimme bygninger, hvor der var plads til 1200 elever. Og der var fyldt godt op i min skoletid på grund af de store efterkrigsårgange. Bygningerne bar også præg af krigen, idet skolen havde været besat og misrøgtet af tyskerne. Blandt andet var der på husmuren i skolegården malet 2 store tanks, som tyskerne havde brugt som mål til øvelsesskydninger.

-- o --

Børnehaven ligger på 2. etage og er et stort lokale, hvor der i den ene ende er nogle lange borde med små stole. I den modsatte ende af lokalet er der 2 billardlignende borde, fyldt med sand. Det er vores sandkasser. Lige nu sidder vi rækkevis og lytter til lærerinden, der hedder frøken Andresen. Hun er vældig flink, og det er spændende at være her. Dog er jeg noget benovet og skræmt over at være alene - så langt væk fra min mor.

 

 - Han er go’ til at løbe.
- Og hurtig i vendingen.
Jeg kan høre lærerne taler om mig.
Det går bedre i gymnastiksalen.

 

Efter børnehaven blev det helt anderledes at gå i skole:
    Min klasselærer hedder Lager-Larsen. Han er skrap - og meget missionsk. Vi skal lære bogstaverne at kende. Jeg kender dem godt, men bliver alligevel usikker, når han skriver et bogstav på tavlen og spørger ud i klassen. Så jeg rækker ikke hånden op.

-- o --

Nanna hedder den sødeste af pigerne i klassen. Hun har en mørk spadsere­dragt på med grønne tern. Hende har jeg været forelsket i siden den første dag.
    Det fik jeg nu aldrig fortalt hende. Hverken at hun var sød, eller at jeg var forelsket i hende. Faktisk snakkede jeg aldrig med hende. Jeg turde ikke. Jeg nøjedes med at skule til hende. Det var jeg til gengæld god til. Hele tiden holdt jeg øje med, hvor hun var og fik mig placeret, så jeg kunne se hende - fra sikker afstand, naturligvis.

Jeg ved, hvor hun bor, og sommetider går jeg forbi. Jeg forestiller mig, at hun vil kalde på mig. Så kan vi ligesom helt tilfældigt stå og sludre sammen.
    Sådan gik det nu aldrig. Når jeg kom derhen, turde jeg dårligt kigge ind bag træerne, men skyndte mig videre. Hun skulle jo nødig opdage, at jeg var interesseret.

-- o --

Den første, der forelskede sig i mig, var skoletandlægen - en ældre skrap dame. Det vil sige, det var mine fortænder, det drejede sig om. De havde nogle grimme riller, som hun ville pynte på med nogle nye materialer, hun således fik mulighed for at afprøve. Da jeg var ked af mine grimme tænder, udholdt jeg villigt rædslerne i tandlægestolen med hendes boren og sliben med den larmende Storm P-agtige snoretræksboremaskine. Til slut smurte hun tænderne ind i vaseline, der klistrede vammelt i munden:
    - Du må hverken spise eller drikke de næste 2 timer, råber hun formanende efter mig, da jeg fortumlet er på vej ud af klinikken.
    Desværre holdt fyldmaterialet ikke så længe. Så måtte jeg på ny aftale stævnemøde med tandlægen og begynde forfra.

-- o --

Lager-Larsen er en tør, træt og alvorlig mand. Hver uge skal vi rokere rundt i klassen efter et bestemt system, han har lavet. Formålet er, at vi ikke skal komme til at kende hinanden for godt, for så snakker vi bare for meget. Det må vi ikke, og så sidder lussingerne løse.
    Afstraffelsen foregik som regel ved, at han - meget ophidset og skældende - nev hårdt fat i venstre kind og slog en flad lussing på højre. Sommetider snød han ved lynhurtigt at slippe kinden og slå med højre hånd.

-- o --

Det var nu ikke lussingerne, der var mit store problem i begyndelsen af skoletiden. Jeg var alt for genert til at snakke og for tilbageholdende til at være fræk. Derimod blev det gjort til et stort problem, at jeg skrev med venstre hånd, det ville Lager-Larsen ikke tillade:
    Hele tiden smutter blyanten tilbage i venstre hånd, indtil han er over mig igen og skælder ud. Men han undervurderer nu alligevel min stædighed, for selvom han herser med mig i tide og utide, kommer blyanten tilbage i venstre hånd, så snart jeg ser mit snit til det. Lager-Larsen giver heller ikke sådan op: Så skal jeg holde et stykke kridt i venstre hånd, så bliver den bundet til skolepulten, og til en danskprøve sidder en seminarielærer overfor mig, udelukkende for at holde øje med, at jeg skriver med den rigtige hånd.
    Lige meget hjalp det, og den dag i dag er den rigtige hånd for mig den venstre.

-- o --

Salmer var efter Lager-Larsens mening det vigtigste. Dem sang vi i tide og utide og skulle lære udenad. Og Guds nåde trøste dem, der ikke kunne. Så kogte han over:
    Vi har haft salmevers for som lektie. Der er en nervøs stemning i klassen. Jørgen står oppe ved tavlen. Han er gået i stå. Han har helt opgivet ævred. Han prøver ikke engang på at komme i gang igen, men falder helt sammen.

På grund af pladsmangel foregik disse salmeversoverhøringer og afstraffelser i Bespisningen - skolekøkkenets spisesal. Det var ellers kun de fattige, der kom der før skoletid og fik varm havregrød. Og havde man bestilt i forvejen, fik man en madpakke med til spisefrikvarteret. Den kunne fås som 4-, 6- og 8’ere. Grundindholdet var altid 1 stykke med leverpostej og rødbeder, 1 med spegepølse, 1 med ost og det 4. stykke kunne så variere. På de go’e dage var der chokoladesmør (kakao, sukker og margarine rørt sammen) på - vore dages Nutella. 6’eren var udvidet med en sammenklappet fedtemad og 8’eren tillige en sammenklappet syltetøjsmad.
    Der var mange, der bestilte en 8’er for at få syltetøjsmadden med. Men Lager-Larsen holdt meget øje med, at de andre madder også blev spist.
    Mine forældre var ikke specielt fattige, men det afholdt mig nu ikke fra at være mellem de få, der spiste havregrød i bespisningen og fik en madpakke med i skoletasken.
    Mælk derimod var det mere legalt af få - små 2 deciliters mælkehvide glasflasker med farvede låg. Klasseduksene hentede mælkeflaskerne samlet i en galvaniseret metalramme i bespisningen lige inden spisefrikvarteret. Når man åbnede flasken, sad der en flødering i toppen:
    - Det er det bedste af det hele, siger Ejvind, mens han samler dem sammen.

Den næste der forelskede sig i mig, var gårdvagten B. O. Nielsen. Han roste mig og tog billeder af mig. Det var ubehageligt, men sådan var det bare. Det havde nu også sine fordele. Han skændte og slog på de andre, men jeg kunne få lov til næsten alt, så grinede han bare sleskt. Ofte var det mig, der blev ’belønnet’ med at løbe til købmanden efter cigaretter og ordne andre småærinder for ham. På de helt store dage fik jeg lov til at passe filmfremviseren. Så stod jeg stolt ved siden af den og passede på, at filmen ikke kørte af sporet. Den larmede som et helt maskingevær, så jeg ikke kunne følge med i filmen, men det betød ikke så meget.
    Højdepunktet for B. O. var gymnastiktimerne, når vi skulle have vores ugentlige bad i badekælderen. Så var han helt oppe på dupperne. Skrubbede os med gadekosten og spulede efter med koldvandsslangen. Det var kun for sjovt, han gjorde det. Men det var kun ham selv, der kunne se det sjove i det - højt og larmende.

 

Gårdvagten har set sig gal på én af de større elever
og giver ham en lussing.
Eleven bliver bare stående med hænderne i lommen.
Tag hænderne op af lommen, når jeg taler til dig, siger læreren.
Det er mine lommer, svarer eleven.
Så slår læreren igen.
Sådan fortsætter det i lang tid.
Efterhånden tapløber blodet ud af næsen på eleven og ned ad hans tøj.
Det er mine lommer, fortsætter han bare med at sige.
Læreren slår nu så hårdt, at blodet sprøjter ham selv i ansigtet.
Det gør ham endnu mere rød i hovedet.
Han er desperat.
Han føler nederlaget til hele skolegården.
En meget lille mand.
Og en modig elev med vestjysk stædighed.
Sådan forstår jeg det i dag.
Dengang fornemmede jeg bare det uhyggelige.

 

Jeg følges med Erik hjem fra skole. Han vil lege med mig, hvis jeg vil være med til at lege doktor. Det foregår i et skur i hans mormors baghave. Jeg skal tage bukserne af og lægge mig på maven. Doktor Erik undersøger mig, det er spændende, ophidsende og meget forbudt.

-- o --

Sanglærer Toft - en rank, gråhåret, stilfuld, men hidsig, ældre herre - er bestemt hverken forelsket i mig eller begejstret for mig. Han har nemlig fået øje på, at jeg ikke synger med, men bare står og mimer. Med pegefingeren vinker han mig ned ved siden af det store sorte flygel, så han kan holde øje med mig. Men dér, med alle kammeraterne bagved på auditorieopstalterne, tør jeg da slet ikke synge. På et tidspunkt stopper han op og forlanger, at jeg skal synge alene. Der kommer ikke en lyd over mine læber. Det eneste, jeg opfatter, er den fnisen, der opstår bagved. Så spiller han blot én tone på flyglet, og hidsigt beordrer han mig til at synge den. Af bare skræk tør jeg ikke andet. Men med alle muskler i strube og nakke snøret sammen, kommer det til at lyde som det angstskrig, det vitterligt også er. Hele klassen griner højt.

-- o --

Lager-Larsen vil have Freddie til at læse højt; men Freddie er ude af stand til at sige noget. Han sidder bare blussende rød i ansigtet og sveder. Lager-Larsen bliver hidsig og giver ham flere svidende lussinger.

 

I engelsk skal vi i kor sige 'the'.
Det skal jeg ikke nyde noget af.
Jeg tør ikke engang sige noget på dansk
til den nye lærer.

 

Jeg er stolt som en pave. I skolen er vi i gang med at knytte indkøbsnet af snor. Jeg er langt den hurtigste. Også selv om katastrofen indtræffer, da en af plastikhåndtagene knækker, og jeg må begynde helt forfra. Alligevel bliver jeg først færdig og får meget ros. Både på skolen og derhjemme.
    Glæden bliver nu kortvarig. For allerede første gang min lillebror bliver sendt til købmanden, slæber han nettet efter sig hele vejen hjem. Det er fuldstændig ødelagt.

­-- o --

 

Gösta, Hardy og Rudi var klassens hårde drenge. De tyranniserede alle andre med vold og drillerier. For det meste lykkedes det mig at undgå dem, men ind imellem var det også mig, der stod for tur. Det var virkelig opslidende, når det stod på og kostede mig mange tørre tårer:
    En dag i frikvarteret bliver det for meget, og uden varsel springer jeg på Rudi. Til alles overraskelse - især min egen - lykkes det mig at få fat på ham, vælte ham omkuld og mase hans hoved ned i skolegårdens fliser, så han må overgive sig, og sige:
    - Be be! Be be!
    Efter den episode blev jeg helt anderledes selvsikker og gik rundt i skolen som en autoritet. Som ved et trylleslag havde jeg vundet anseelse. Nu var det mig, der kunne, slå og tryne de andre, som det passede mig. Bare jeg opførte mig overbevisende nok, blev de bange. Snart kom jeg ind i kredsen og blev én af de hårde drenge.

Det holdt nu ikke så længe. Det havde jeg slet ikke psyke til - eller lyst til, overbeviste jeg mig selv om. Forinden nåede jeg dog at blive kriminel og for en slik købe ju­legaver til hele familien. Gaverne var forskellige ting, der var hugget i byens forretninger. Et kommandoraid jeg ikke turde være med til, så jeg nøjedes med at være hæler.
    Mine forældre og søskende var for øvrigt meget overraskede over de særprægede julegaver, jeg havde købt til dem.

 

Blodtud

Jeg har flere gange været fræk overfor Bo fra én af de store klasser.
En dag fanger han mig på gangen og vil til at slå mig.
Pas på, jeg er lige blevet opereret i ryggen,
falder det ud af munden på mig.
Han bliver helt forskrækket og slipper mig igen.

Da jeg skal hjem, er der ingen pardon.
En knytnæve lige midt i ansigtet.
Blodet ’fosser’ ud.
Jeg går i panik og skriger.
Der er nogen, der hjælper mig over til skolesygeplejersken.
Det er bare en blodtud, siger hun afdramatiserende.

Dagen efter opsøger jeg Bo, giver ham hånden og siger undskyld.
Det var svært at få ud af munden.
Men det gjorde godt bagefter.

 

Pludselig en dag er hun der

Ilona. En morgen jeg kommer ind i klassen, sidder hun der på en af de forreste pladser - helt uden at tage hensyn til Lager-Larsens system.
    Sådan var hun bare. Hun var sig selv. Uden at tage hensyn til klassens hierarki og regler gjorde hun, som hun havde lyst. Det kunne selvfølgelig ikke tillades. Hun skulle kanøfles. Det blev hun så. Både af lærere og elever. Men hun var sej. Først når hele klassen stod omkring hende som en kødrand og moppede, reagerede hun - udadtil. I raseri sprang hun op og skældte ud til højre og venstre, inden hun brød sammen og løb stortudende ud af skolen.
    I næste frikvarter kunne vi så se frem til, at hun kom tilbage sammen med sin mor. Så blev det rigtig sjovt, for hun reagerede på samme måde. De stillede sig begge op midt i skolegården og skældte højlydt ud. Men det var halsløs gerning. Snart var alle eleverne i skolegården samlede og moppede grinende videre, indtil Ilona og hendes mor mistede modet og duknakkede forlod skolen igen.
     Først et par dage senere så vi Ilona igen.

Det var kun et års tid, jeg gik i klasse med Ilona, så blev hun flyttet til en anden skole. I den tid jeg kendte hende, gjorde hun mig bekendt aldrig noget forkert. Hun skilte sig udelukkende ud ved at være dig selv – uden at smigre dig ind på andre. Det var åbenbart nok til, at hun skulle mobbes.
    Jeg husker ikke, i hvilket omfang jeg selv bidrog til mobberiet. Men jeg bilder mig ikke ind, at jeg var bedre end andre. Jeg husker desværre heller ikke, at jeg gjorde noget for at forsvare hende.
    Kære Ilona! Jeg ved godt at, du døde i 2009 - men bedre sent end aldrig: Undskyld! Undskyld! Undskyld!

-- o --

Mit eventyr med de hårde drenge sluttede en dag, jeg skulle møde dem ude i skoven:
    På vej derud får jeg øje på en læderfodbold under en busk. Én af de rigtige - uden lædersnøre. Nu er den min - det bedste jeg nogensinde har ejet. Da de andre kommer, fortæller jeg himmelhenrykt om mit held. Det skulle jeg aldrig have gjort. De kigger blot på hinanden, tager bolden fra mig, siger, det er deres, og går.
    - Hvad der kommer let, går let, siger min mor.
    Sådan kunne jeg nu ikke se på det. Fra den dag var Gösta, Hardy og Rudi luft for mig. Jeg husker ikke, at jeg efterfølgende havde noget med dem at gøre.

-- o --

I fysiklokalet skal vi holde hinanden i hånden og danne en lukket kæde med strømge­neratoren.
    - Guds nåde trøste den, der først giver slip, truer B. O. grinende, mens han drejer hurtigere og hurtigere på maskinen.

-- o --

Pigerne i klassen tør jeg ikke tale med. Bare der er en pige i nærheden, bliver jeg rødmende og tavs. Jeg nøjes med at skule til dem og kigge misundeligt på Lars og Tony, som står og snakker med dem som den naturligste sag i verden.
    Det er det overhovedet ikke!

Det nærmeste jeg kommer, er, da Birgit driller mig ved at tage mit viskelæder. I kampens hede holder jeg om hende og kommer til at strejfe hendes små bryster.

 

På skolebiblioteket vil Lager-Larsen have mig til at læse højt.
Rød i hovedet og usammenhængende gør jeg det,
uden at ane hvad det er, jeg læser.

 

Mor kalder på mig ude fra køkkenet:
- Der er brev til dig fra skolen.
    Jeg skal starte i almen 6. klasse efter sommerferien, står der. Det vil med andre ord sige, at jeg ikke er egnet til at komme i boglig. Jeg smider brevet på bordet og går uden at sige noget. Jeg er helt slået ud.
    Skriftligt har jeg fået autoriteternes ord for, at jeg ikke er go’ nok.

-- o --

At jeg ikke blev ikke fundet egnet til at komme i boglig klasse, viser sig , at have den fordel at min nye klasselærer bliver Poul Henry Svarrer. Han er en rigtig kammerat. Ham bliver jeg venner med lige fra starten. Tænk, han kan ligefrem finde på at rose mig og sige, at der er noget, jeg er god til.
    Der opstod hurtigt et helt anderledes sammenhold i klassen. De hårde drenge blev koblet ud på et sidespor og gik for det meste og rumsterede for sig selv. I stedet blomstrede der en helt masse andre aktiviteter op både i skolen, og når vi var på udflugter, lejrskole osv.

-- o --

Jørgen i klassen er nem at drille, og han gør ikke modstand, hvis man tager fat i ham. Men tirrer man ham længe nok, bliver han hidsig og kradser med sine skarpe negle.

-- o --

Vi spiller fodbold, og jeg er målmand. Ved et målspark er der ikke nogen til at vippe bolden for mig. Så jeg gør det selv, og griber den flot i luften. B. O. griner højt og synes, det er vældig sjovt.

 

Johanna er stor og kluntet og bliver drillet meget.
Hun er ellers flink.
Jeg har snakket lidt med hende.

 

Træsløjd var spændende. Vi var så engagerede, at vi fik lov til at fortsætte i frikvartererne. Men det var nu ikke altid træsløjd, vi lavede, når læreren var gået. Keglespil var populært. Trækøllerne var velegnede både til kegler og til at kaste med. Vi skiftedes til at kure køllerne hen ad gulvet for at se, hvem der kunne vælte flest kegler:
    Jeg laver et hårdt velrettet kast. Desværre er det for højt. Køllen rammer vinduet bagved og fortsætter igennem - først forsatsruden, så yderruden og ned i skolegården. Skolegården! Der er frikvarter, og sløjdlokalet ligger på 2. sal. De sekunder det tager at komme hen til vinduet og konstatere, at køllen ikke har ramt nogen, er de længste i mit liv.
    Bagefter blev jeg sendt over til inspektør Astrup. Der havde jeg aldrig været før, men jeg var simpelthen så chokeret, at enten opgav han at skælde ud på mig, eller også opfattede jeg bare ikke, at han gjorde det.

 

Grethe-møllerdatter er oppe ved tavlen i geografi.
Desperat påstår hun, at Odense ligger i Sverige.

 

Én af de ting lærer Svarrer roste mig for, var at være god til at gå til kanten - at kunne være fræk på en sjov måde. Den opfattelse delte en vikar - en nervøs og opfarende seminarist - nu ikke med ham:
    Midt i timen tiltrækker jeg mig opmærksomheden ved at gå over til vinduet med de store gardiner, holde gardinet op foran ansigtet og samtidigt lave nogle gevaldige næsepudselyde - med munden. Seminaristen bliver fuldstændig ude af sig selv, og inden jeg når at forklare endsige forsvare mig, modtager jeg en syngende lussing.

-- o --

Elin går - strålende som en lille sol - rundt i klassen og deler invitationer ud. Hun er den første, der inviterer til rigtig fødselsdagsfest - aftenfest med spisning og dans. Der breder sig en spændt hvisken og tisken, efterhånden som hun kommer rundt. Undtagen hos dem der ikke bliver inviteret, de bliver mærkbart tavse og triste. Jeg er én af dem. Jeg gider heller ikke sådan noget tøsepjat, aftaler jeg med mig selv.
    Men hvor gjorde det ondt alligevel.

-- o --

Vi skal på lejrskole til Store Heddinge. Lærer Gregersen har sin 3’årige datter, Elisabeth med i toget til Sjælland. Hun vil være hos mig hele tiden. Jeg kan få hende til at gøre alt, hvad jeg siger. Det gør mig helt høj - så længe det varer.

-- o --

Det år dristede jeg mig til at tage med til skoleballet. Det vil sige, jeg nøjedes med at fjolle rundt i periferien sammen med de andre generte:
    På et tidspunkt kommet jeg alligevel ind i gymnastiksalen og står i kødranden og beundrer Preben, der danser twist. Det er han enorm skrap til. Pludselig griber Anni fat i mig og trækker mig ud på gulvet, og inden det rigtigt går op for mig, danser jeg med hende.
    Resten af aftenen svævede jeg på en lyserød sky. Jeg var ude at danse flere gange - også med andre. Jeg snakkede endda med nogle af pigerne. Og til slut - på opfordring - fulgte jeg Grethe-møllerdatter hjem. Da jeg selv kom hjem, var jeg nødt til at vække min mor og fortælle hende om aftenens erobringer. Den nat sov jeg ikke meget. Jeg svævede stadig.

-- o --

Peter i klassen er meget opmærksomhedssøgende. Hele tiden gør han sig bemærket med sin mere eller mindre uheldige opførsel og prøver på at købe os andre. Fx hugger han cigarer og whisky derhjemme, som vi så hygger os med i kælderen under gymnastiksalen i frikvarteret.
    Imens dette står på, er Peter verdensmand. Ellers er det den dårlige samvittighed, der lyser ud af hans vigende øjne.

-- o --

Det blev dog ikke til så meget mere med pigerne, det var for følelsesmæssigt besværligt. Jeg nøjedes med dem i fantasiens verden. Derimod var fodbold, knallerter og et job som bydreng hos købmand Andreas Christensen meget nemmere at gå til. Disse ting optog mig i en sådan grad, at det også gik ud over skolearbejdet:
    - Skoletræt, kalder Svarrer det.
    I slutningen af 9. klasse trækker han mig en dag til side og forklarer mig venligt men bestemt, at jeg ikke skal søge om optagelse til 10. klasse.

-- o --

Noget af det sidste jeg husker fra min skoletid, er, at jeg på longjohn-budcyklen kommer drønende ind i skolegården. Jeg har taget fri en time hos købmanden, så jeg kan passe min eksamen.
    På trods af min skoletræthed hjalp lærer Svarrer mig til det sidste. Han sørgede for en fin udtalelse fra skolen, og det var langt hen ad vejen hans indsats - sammen med min far - der gjorde, at jeg fik tilbudt en læreplads. Og de hang ikke på træerne,

dengang jeg gik i skole.

 


Til toppen