Leif Bruun, Tlf. 31 64 49 00
Storegårdsvej 48, 7100 Vejle
leifbr@leifbr.dk
www.leifbr.dk

 

 

 

Forside

Skolekammerater

    Andet godt

 

 

<< Bladre tilbage    Bladre frem >>

Dengang jeg gik i skole


Børnehaveklasse 1953-54 med Frk. Andresen

Jeg går med min mor i hånden. Vi er på vej til skole. Jeg er spændt, for jeg har fået at vide, at det er en stor dag. Andet husker jeg ikke fra min første skoledag. Hvad der skete efterfølgende, var åbenbart for overvældende.
    Jeg var 6 år og skulle begynde i børnehaven - som én af de første i Danmark for øvrigt. Ikke fordi der var noget specielt ved mig, men fordi det var én af landets første børnehaveklasser overhovedet.
    I det hele taget var skolen - Rørkjær Skole i Esbjerg - på mange måder en foregangsskole med blandt andet læge- og tandlægeklinik og med afprøvning af nye undervisningsmaterialer og uddannelse af nye lærere fra seminariet. Ellers var skolen som sådan ikke noget at prale af. Den bestod af nogle store grimme bygninger, hvor der var plads til 1200 elever. Og der var fyldt godt op i min skoletid på grund af de store efterkrigsårgange. Bygningerne bar også præg af krigen, idet skolen havde været besat og misrøgtet af tyskerne. Blandt andet var der på husmuren i skolegården malet 2 store tanks, som tyskerne havde brugt som mål til øvelsesskydninger.

Læs mere om Rørkjær Skole

-- o --

Børnehaven ligger på 2. etage og er et stort lokale, hvor der i den ene ende er nogle lange borde med små stole. I den modsatte ende af lokalet er der 2 billardlignende borde, fyldt med sand. Det er vores sandkasser. Lige nu sidder vi rækkevis og lytter til lærerinden, der hedder frøken Andresen. Hun er vældig flink, og det er spændende at være her. Dog er jeg noget benovet og skræmt over at være alene - så langt væk fra min mor.

-- o --

 - Han er go’ til at løbe.
- Og hurtig i vendingen.
Jeg kan høre lærerne taler om mig.
Det går bedre i gymnastiksalen.

-- o  --

Læs mere om Børnehaveklassen

 

1.d og 2.d 1954-56 med Kr. Larsen som klasselærer


Efter børnehaven blev det helt anderledes at gå i skole. Min klasselærer hedder Kr. Larsen, men da han også bestyrer skolens materialelager, blev det hurtigt ændret til ’Lager-Larsen’. Han er skrap - og meget missionsk.
    Vi skal lære bogstaverne at kende. Jeg kender dem godt, men bliver alligevel usikker, når han skriver et bogstav på tavlen og spørger ud i klassen. Så jeg rækker ikke hånden op.

-- o --

Nanna hedder den sødeste af pigerne i klassen. Hun har en mørk spadseredragt på med grønne tern. Hende har jeg været forelsket i siden den første dag.
    Det fik jeg nu aldrig fortalt hende. Hverken at hun var sød, eller at jeg var forelsket i hende. Faktisk snakkede jeg aldrig med hende. Jeg turde ikke. Jeg nøjedes med at skule til hende. Det var jeg til gengæld god til. Hele tiden holdt jeg øje med, hvor hun var og fik mig placeret, så jeg kunne se hende - fra sikker afstand, naturligvis.

    Jeg ved, hvor hun bor, og sommetider går jeg forbi. Jeg forestiller mig, at hun vil kalde på mig. Så kan vi ligesom helt tilfældigt stå og sludre sammen.
    Sådan gik det nu aldrig. Når jeg kom derhen, turde jeg dårligt kigge ind bag træerne, men skyndte mig videre. Hun skulle jo nødig opdage, at jeg var interesseret.

-- o --

Den første, der forelskede sig i mig, var skoletandlægen - en ældre skrap dame. Det vil sige, det var mine fortænder, det drejede sig om. De havde nogle grimme riller, som hun ville pynte på med nogle nye materialer, hun således fik mulighed for at afprøve. Da jeg var ked af mine grimme tænder, udholdt jeg villigt rædslerne i tandlægestolen med hendes boren og sliben med den larmende Storm P-agtige snoretræksboremaskine. Til slut smurte hun tænderne ind i vaseline, der klistrede vammelt i munden:
    - Du må hverken spise eller drikke de næste 2 timer, råber hun formanende efter mig, da jeg fortumlet er på vej ud af klinikken.
    Desværre holdt fyldmaterialet ikke så længe. Så måtte jeg på ny aftale stævnemøde med tandlægen og begynde forfra.

Læs mere om skoletandlægen

-- o --

Lager-Larsen er en tør, træt og alvorlig mand. Hver uge skal vi rokere rundt i klassen efter et bestemt system, han har lavet. Formålet er, at vi ikke skal komme til at kende hinanden for godt, for så snakker vi bare. Det må vi ikke, og så sidder lussingerne løse.
    Afstraffelsen foregik som regel ved, at han - meget ophidset og skældende - nev hårdt fat i venstre kind og slog en flad lussing på højre. Sommetider snød han ved lynhurtigt at slippe kinden og slå med højre hånd.

-- o --

Det var nu ikke lussingerne, der var mit store problem i begyndelsen af skoletiden. Jeg var alt for genert til at snakke og for tilbageholdende til at være fræk. Derimod blev det gjort til et stort problem, at jeg skrev med venstre hånd, det ville Lager-Larsen ikke tillade:
    Hele tiden smutter blyanten tilbage i venstre hånd, indtil han er over mig igen og skælder ud. Men han undervurderer nu alligevel min stædighed, for selvom han herser med mig i tide og utide, kommer blyanten tilbage i venstre hånd, så snart jeg ser mit snit til det. Lager-Larsen giver heller ikke sådan op: Så skal jeg holde et stykke kridt i venstre hånd, så bliver den bundet til skolepulten, og til en danskprøve sidder en seminarielærer (B.O.) overfor mig, udelukkende for at holde øje med, at jeg skriver med den rigtige hånd.
    Lige meget hjalp det, og den dag i dag er den rigtige hånd for mig den venstre.

-- o --

Se klassebillederne af 1.d 1954-55 og af parallelklasserne 1.a og 1.b

 Til toppen

 

3.d 1956-57 med Kr. Larsen som klasselærer


Salmer var efter Lager-Larsens mening det vigtigste. Dem sang vi i tide og utide og skulle lære udenad. Og Guds nåde trøste dem, der ikke kunne, for så kogte han over:
    Vi har haft salmevers for som lektie. Der er en nervøs stemning i klassen. Jørgen står oppe ved tavlen. Han er gået i stå. Han har helt opgivet ævred. Han prøver ikke engang på at komme i gang igen, men falder helt sammen.

På grund af pladsmangel foregik disse salmeversoverhøringer og afstraffelser i skolekøkkenets spisesal - der meget rammende blev kaldt Bespisningen.
    Det var ellers kun de fattige, der kom der før skoletid og fik varm havregrød. Og havde man bestilt i forvejen, fik man en madpakke med til spisefrikvarteret. De kunne fås som 2-, 4-, 6- og 8’ere. Grundindholdet var altid 1 stykke med leverpostej og rødbeder, 1 med spegepølse, 1 med ost og det 4. stykke kunne så variere. På de go’e dage var der chokoladesmør (kakao, sukker og margarine rørt sammen) på - vore dages Nutella. 6’eren var udvidet med en sammenklappet fedtemad og 8’eren tillige en sammenklappet syltetøjsmad.
    Der var mange, der bestilte en 8’er for at få syltetøjsmadden med. Men Lager-Larsen holdt meget øje med, at de andre madder også blev spist.

Mine forældre var ikke specielt fattige, men det afholdt mig nu ikke fra at være imellem de få, der spiste havregrød i Bespisningen og fik en madpakke med i skoletasken.
    Mælk derimod var det mere legalt af få - små 2 deciliters mælkehvide glasflasker med farvede låg. Klasseduksene hentede mælkeflaskerne samlet i en galvaniseret metalramme i Bespisningen lige inden spisefrikvarteret. Når man åbnede flasken, sad der en flødering i toppen:
    Det er det bedste af det hele, siger Ejvind, mens han samler dem sammen.

Oslofrokost er den officielle betegnelse for den madpakke, vi fik i Bespisningen, og som blev lavet i kælderen under ældreboligerne i Skoleparken.

-- o --

Den næste der forelskede sig i mig, var altmulig læreren B.O. Nielsen. Han roste mig og tog billeder af mig. Det var ubehageligt, men sådan var det bare. Det havde nu også sine fordele. Han skændte og slog på de andre, men jeg kunne få lov til næsten alt, så grinede han bare sleskt.
    Ofte var det mig, der blev ’belønnet’ med at løbe til købmanden efter cigaretter og ordne andre småærinder for ham. På de helt store dage fik jeg lov til at passe filmfremviseren. Så stod jeg stolt ved siden af den og passede på, at filmen ikke kørte af sporet. Den larmede som et helt maskingevær, så jeg ikke kunne følge med i filmen, men det betød ikke så meget.
    Højdepunktet for B.O. var gymnastiktimerne, når vi skulle have vores ugentlige bad i badekælderen. Så var han helt oppe på dupperne. Skrubbede os med gadekosten og spulede efter med koldvandsslangen.
    Det var kun for sjovt, han gjorde det. Men det var kun ham selv, der kunne se det sjove i det - højt og larmende.

B.O.s Waterloo
Gårdvagten har set sig gal på én af de større elever
og giver ham en lussing.
Eleven bliver bare stående med hænderne i lommen.
Tag hænderne op af lommen, når jeg taler til dig, siger læreren.
Det er mine lommer, svarer eleven.
Så slår læreren igen.
Sådan fortsætter det i lang tid.
Efterhånden tapløber blodet ud af næsen på eleven og ned ad hans tøj.
Det er mine lommer, fortsætter han bare med at sige.
Læreren slår nu så hårdt, at blodet sprøjter ham selv i ansigtet.
Det gør ham endnu mere rød i hovedet.
Han er desperat.
Han føler nederlaget til hele skolegården.
En meget lille mand.
Og en modig elev med vestjysk stædighed.
Sådan forstår jeg det i dag.
Dengang fornemmede jeg bare det uhyggelige.

-- o --

Jeg følges med Erik hjem fra skole. Han vil lege med mig, hvis jeg vil være med til at lege doktor. Det foregår i et skur i hans mormors baghave. Jeg skal tage bukserne af og lægge mig på maven. Doktor Erik undersøger mig, det er spændende, ophidsende og meget forbudt.

 Til toppen

 

4.d 1957 med Kr. Larsen som klasselærer

Sanglærer Toft - en rank, gråhåret, stilfuld, men hidsig, ældre herre - er bestemt hverken forelsket i mig eller begejstret for mig. Han har nemlig fået øje på, at jeg ikke synger med, men bare står og mimer.
    Med pegefingeren vinker han mig ned ved siden af det store sorte flygel, så han kan holde øje med mig. Men dér, med alle kammeraterne bagved på auditorieopstalterne, tør jeg da slet ikke synge.
    På et tidspunkt stopper han op og forlanger, at jeg skal synge alene. Der kommer ikke en lyd over mine læber. Det eneste, jeg opfatter, er den fnisen, der opstår bagved.
    Så spiller han blot én tone på flyglet, og hidsigt beordrer han mig til at synge den. Af bare skræk tør jeg ikke andet. Men med alle muskler i strube og nakke snøret sammen, kommer det til at lyde som det angstskrig, det vitterligt også er. Hele klassen griner højt.

-- o --

Lager-Larsen vil have Freddie til at læse højt; men Freddie er ude af stand til at sige noget. Han sidder bare blussende rød i ansigtet og sveder. Lager-Larsen bliver hidsig og giver ham flere svidende lussinger.

-- o --

I engelsk skal vi sige 'the' i kor.
Det skal jeg ikke nyde noget af.
Jeg tør ikke engang sige noget på dansk
til den nye lærer.

-- o --

Jeg er stolt som en pave. I skolen er vi i gang med at knytte indkøbsnet af snor. Jeg er langt den hurtigste. Også selv om katastrofen indtræffer, da en af plastikhåndtagene knækker, og jeg må begynde helt forfra. Alligevel bliver jeg først færdig og får meget ros. Både af B.O. og derhjemme.
    Glæden bliver nu kortvarig. For allerede første gang min lillebror bliver sendt til købmanden, slæber han nettet efter sig hele vejen hjem. Det er fuldstændig ødelagt.

-- o --

Hardcore
Gösta, Hardy og Rudi var klassens hårde drenge. De tyranniserede alle andre med vold og drillerier. For det meste lykkedes det mig at undgå dem, men ind imellem var det også mig, der stod for tur. Det var virkelig opslidende, når det stod på og kostede mig mange tørre tårer:
    En dag i frikvarteret bliver det for meget, og uden varsel springer jeg på Rudi. Til alles overraskelse - især min egen - lykkes det mig at få fat på ham, vælte ham omkuld og mase hans hoved ned i skolegårdens fliser, så han må overgive sig, og sige:
    - Be be! Be be!

Efter den episode blev jeg helt anderledes selvsikker og gik rundt i skolen som en autoritet. Som ved et trylleslag havde jeg vundet anseelse. Nu var det mig, der kunne, slå og tryne de andre, som det passede mig. Bare jeg opførte mig overbevisende nok, blev de bange. Snart kom jeg ind i kredsen og blev én af de hårde drenge.
    Det holdt nu ikke så længe ,for det havde jeg slet ikke psyke til - eller lyst til, overbeviste jeg mig selv om. Forinden nåede jeg dog at blive kriminel og for en slik købe julegaver til hele familien. Gaverne var forskellige ting, der var hugget i byens forretninger. Et kommandoraid jeg ikke turde være med til, så jeg nøjedes med at være hæler.
    Mine forældre og søskende var for øvrigt meget overraskede over de særprægede julegaver, jeg havde købt til dem.

-- o --

Se klassebillede 4.d

 Til toppen

 

4.d 1958 med Kr. Larsen som klasselærer

Blodtud
Jeg har flere gange været fræk overfor Bo
fra én af de store klasser.
En dag fanger han mig på gangen og vil til at slå mig.
Pas på, jeg er lige blevet opereret i ryggen,
falder det ud af munden på mig.
Han bliver helt forskrækket og slipper mig igen.

Da jeg skal hjem, er der ingen pardon.
En knytnæve lige midt i ansigtet.
Blodet ’fosser’ ud.
Jeg går i panik og skriger.
Der er nogen, der hjælper mig over til
skolesygeplejersken.
Det er bare en blodtud, siger hun afdramatiserende.

Dagen efter opsøger jeg Bo,
giver ham hånden og siger undskyld.
Det var svært at få ud af munden.
Men det gjorde godt bagefter.

-- o --

Pludselig en dag er hun der
Ilona. En morgen jeg kommer ind i klassen, sidder hun der på en af de forreste pladser - helt uden at tage hensyn til Lager-Larsens system.
    Sådan var hun bare. Hun var sig selv. Uden at tage hensyn til klassens hierarki og regler gjorde hun, som hun havde lyst. Det kunne selvfølgelig ikke tillades. Hun skulle kanøfles. Det blev hun så. Både af lærere og elever. Men hun var sej. Først når hele klassen stod omkring hende som en kødrand og moppede, reagerede hun - udadtil. I raseri sprang hun op og skældte ud til højre og venstre, inden hun brød sammen og løb stortudende ud af skolen.
    I næste frikvarter kunne vi så se frem til, at hun kom tilbage sammen med sin mor. Så blev det rigtig sjovt, for hun reagerede på samme måde. De stillede sig begge op midt i skolegården og skældte højlydt ud. Men det var halsløs gerning. Snart var alle eleverne i skolegården samlede og moppede grinende videre, indtil Ilona og hendes mor mistede modet og duknakkede forlod skolen igen.
     Først et par dage senere så vi Ilona igen.

 Det var kun et års tid, jeg gik i klasse med Ilona, så blev hun flyttet til en anden skole. I den tid jeg kendte hende, gjorde hun mig bekendt aldrig noget forkert. Hun skilte sig udelukkende ud ved at være dig selv – uden at smigre dig ind på andre. Det var åbenbart nok til, at hun skulle mobbes.
    Jeg husker ikke, i hvilket omfang jeg selv bidrog til mobberiet. Men jeg bilder mig ikke ind, at jeg var bedre end andre. Jeg husker desværre heller ikke, at jeg gjorde noget for at forsvare hende.

Kære Ilona! Jeg ved godt at, du døde i 2009 - men bedre sent end aldrig: Undskyld! Undskyld! Undskyld!

-- o --

Mit eventyr med de hårde drenge sluttede en dag, jeg skulle møde dem ude i skoven:
    På vej derud får jeg øje på en læderfodbold under en busk. Én af de rigtige - uden snøre. Nu er den min - det bedste jeg nogensinde har ejet. Da de andre kommer, fortæller jeg himmelhenrykt om mit held. Det skulle jeg aldrig have gjort. De kigger blot på hinanden, tager bolden fra mig, siger, det er deres, og går.
    - Hvad der kommer let, går let, siger min mor.
    Sådan kunne jeg nu ikke se på det. Fra den dag var Gösta, Hardy og Rudi luft for mig. Jeg husker ikke, at jeg efterfølgende havde noget med dem at gøre.

-- o --

Se pigerne fra Esbjerg GymnastikForening

 

5.d 1958-59 med Kr. Larsen som klasselærer

I fysiklokalet skal vi holde hinanden i hånden og danne en lukket kæde med generatoren til højspændt statisk elektricitet:
    - Guds nåde trøste den, der først giver slip, truer B. O. grinende, mens han drejer hurtigere og hurtigere på generatoren.
    Han er helt i ekstage - lige indtil kæden går i opløsning.

-- o --

På skolebiblioteket vil Lager-Larsen have mig til at læse højt.
Rød i hovedet og usammenhængende gør jeg det,
uden at ane hvad det er, jeg læser.

-- o --

Vi spiller fodbold, og jeg er målmand. Ved et målspark er der ikke nogen til at vippe bolden for mig. Så jeg gør det selv, og griber den flot i luften. B.O. griner højt og synes, det er vældig sjovt.

-- o --

Jørgen i klassen er nem at drille, og han gør ikke modstand, hvis man tager fat i ham. Men tirrer man ham længe nok, bliver han hidsig og kradser med sine skarpe negle.

-- o --

Johanna er stor og kluntet og bliver drillet meget.
Hun er ellers flink.
Jeg har snakket lidt med hende.

-- o --

Breaking points
Mor kalder på mig ude fra køkkenet:
 - Der er brev til dig fra skolen.
     Efter sommerferien skal jeg starte i 6. klasse - almen, står der. Det vil med andre ord sige, at jeg ikke er egnet til at komme i boglig klasse. Jeg smider brevet på bordet og går uden at sige noget. Jeg er helt slået ud.
     Skriftligt har jeg fået autoriteternes ord for, at jeg ikke er go’ nok.

Ligesom 1. skoledag var et brydningspunkt i mit liv, var dette det næste. Skolen havde besluttet, at jeg var dum - kort og godt. Her skal lige indskydes, at nogle år senere bestod jeg en udvidet maskinmestereksamen med udmærkelse, så det er jeg ikke.
    Men skolen havde ret alligevel - med den tilføjelse, at det var den, der gjorde mig dum. Jeg indrømmer, at jeg er mere sårbar og stædig end de fleste, så jeg kunne simpelthen ikke begå mig i dette autoritære voldssystem. Lager-Larsen som havde været min klasselærer i alle årene, var selvfølgelig hovedårsagen, men de andre lærere fungerede efter samme princip.
    Fx fik vi en engelsklærer, der allerede i første time flittigt delte lussinger ud, hvorefter han frejdigt proklamerede, at hos ham bestemte vi selv, hvordan vi ville have det - bare vi gjorde, som han sagde.
    Jeg kan simpelthen ikke huske, jeg i disse år har snakket almindeligt med en lærer. Al kommunikation foregik med kommandoer, konsekvens og øjeblikkelig afstraffelse.

Det er først her i mit livs efterår, det står mig klart, hvor meget det påvirkede mig. Så snart der var en lærer i nærheden, faldt alt sammen inde i mig. Jeg lukkede af. Kom jeg op til tavlen, blev jeg rød i hovedet og kunne ikke sige noget. Skulle jeg læse højt, blev det til grød inde i munden, og jeg snublede over ordene.
    Og det var jo ikke kun mig, det skete for. Jeg oplevede det nærmest dagligt, at andre havde det på samme måde. Nogen gjorde modstand, men det medførte bare endnu mere smertefulde afstraffelser. Og endelig var der dem, der tilsyneladende ikke lod sig påvirke og kunne fungere i det.

I det meste af mit arbejdsliv har jeg haft overordnede lederstillinger. Det har jeg altid haft det godt med. På den ene side gjorde jeg mig klart, at jeg skulle holde min sti ren og undgå private venskaber med mine medarbejdere. På den anden side var det vigtigt at opbygge et fortroligt tillidsforhold ved at være åben og imødekommende, snakke, lytte, spørge ind til, inddrage dem i arbejdsprocessen, være motiverede og overlade dem ansvar.
    Det var ikke noget, jeg havde lært, det faldt mig bare naturligt. Så på den måde havde jeg måske alligevel fået noget ud af Lager-Larsens ’undervisning’!

I de år jeg læste til maskinmester, boede jeg på et loftsværelse i Grundtvigs Allé 68A, tæt på hvor også Lager-Larsen boede. Så det skete ofte, jeg mødte ham, når jeg skulle hen til mine forældre i Storegade. Høfligt trådte jeg ud i rabatten, hilste på ham med et nik og et goddag.
    Dengang var jeg stadig så autoritetstro, at jeg uden tanke for andet gjorde, som jeg havde lært. Efterfølgende har jeg ikke mødt ham. Det er nok godt det samme!

Og da jeg nu er i gang med at hive minder frem, kommer jeg til at tænke på, at da jeg gik i 4. klasse, flyttede vi ud på Jagtvej, tæt ved Jerne Skole. Det ville således være naturligt, at jeg skiftede skole, men der spillede min stædighed igen et puds. Jeg vidste, hvad jeg havde og ikke, hvad jeg fik. Så hellere cykle 2 gange 6 kilometer hver dag, Basta!

-- o --

Se klassebillederne af 5.d: i Skolegården, i Botanisk have og i Baghaven

Til toppen

 

6.f og 7.f Almen 1959-61 med Kr. Larsen som klasselærer

Pigerne i klassen tør jeg ikke tale med. Bare der er en pige i nærheden, bliver jeg rødmende og tavs. Jeg nøjes med at skule til dem og kigge misundeligt på Lars og Tonny, som står og snakker med dem som den naturligste sag i verden.
    Det er det overhovedet ikke!

-- o --

Det nærmeste jeg kommer, er, da Birgit driller mig ved at tage mit viskelæder. I kampens hede holder jeg om hende og kommer til at strejfe hendes små bryster.

-- o --

Træsløjd var spændende. Vi var så engagerede, at vi fik lov til at fortsætte i frikvartererne. Men det var nu ikke altid træsløjd, vi lavede, når læreren var gået. Keglespil var populært. Trækøllerne var velegnede både til kegler og til at kaste med. Vi skiftedes til at kure køllerne hen ad gulvet for at se, hvem der kunne vælte flest kegler:
    Jeg laver et hårdt velrettet kast. Desværre er det for højt. Køllen rammer vinduet bagved og fortsætter igennem - først forsatsruden, så yderruden og ned i skolegården. Skolegården! Der er frikvarter, og sløjdlokalet ligger på 2. sal. De sekunder det tager at komme hen til vinduet og konstatere, at køllen ikke har ramt nogen, er de længste i mit liv.
    Bagefter blev jeg sendt over til inspektør Astrup. Der havde jeg aldrig været før, men jeg var simpelthen så chokeret, at enten opgav han at skælde ud på mig, eller også opfattede jeg bare ikke, at han gjorde det.

Se træsløjdlokalet her!

-- o --

Det minder mig om, at vi også havde metalsløjd. Det foregik i kælderen, hvor læreren var en stor, rund mand. Han var også tilhænger af øjeblikkelig afstraffelse - især med spanskrøret. Det foregik i den bare ende, så vidt jeg har fået fortalt.
    Derimod ved jeg, at når noget skulle slibes fint, skulle det være glat som en barnenumse, sagde han med stor følsomhed, mens han formede en sådan med hænderne.

-- o --

Grethe-møllerdatter er oppe ved tavlen i geografi.
Desperat påstår hun, at Odense ligger i Sverige.

-- o --

Gösta Schlosser var klassens suverænt stærkeste dreng, hvilket aftvang stor respekt - også hos lærerne. Faktisk tror jeg aldrig, han var part i noget voldeligt. Men han gad ikke skolen, så i stedet sad han og tegnede i timerne. Hvilket han også var god til.

-- o --

Skoleidrætsstævne: Se billederne af dommerbordet og af 6.a og b's  fodboldshold.

-- o --

Som tidligere nævnt var jeg forelsket i Nanna, så da jeg mange år senere kontaktede hende, krævede det specielt megen overvindelse. Men hun var en sød og venlig kvinde, der ikke havde nogen anelse om min forelskelse. Vi fik nogle gode snakke om både det ene og det andet.
    Blandt andet sendte hun mig hendes timeplan for 6.b, som jeg lavede et digt til. Det er blevet afleveret til Esbjerg Lokalhistoriske arkiv. Du kan se det i kopi her.

-- o --

Her er billederne af 7.f og 7.?, der er på lejrskole på Bornholm.

-- o --

4 seje piger, kalder jeg dette billede af de 4 klassekammerater, der var samlet i en anledning, jeg ikke er klar over. Måske var det på Bornholm?

Til toppen

 

8.b 1961-62 med Poul Henry Svarrer som klasselærer

Alt var nyt i begyndelsen af 8. klasse. De 2 klasser var et sammenrend af eleverne fra de fire 7. klasser - minus dem der var gået ud af skolen - plus dem der var kommet tilbage fra boglig klasse, og som åbenbart ikke var egnede til at komme i realen.
    Således sad vi den første dag spændte - på hinanden og på den nye klasselærer, som pænt bankede på døren og kom ind. Sagde Goddag, og hilste smilende rundt, fortalte lidt om sig selv og lidt om, hvad han forestillede sig vi skulle beskæftige os med i den følgende tid. Men det ville han selvfølgelig tale nærmere med os om, og hvis vi havde idéer, skulle vi endelig bare komme med dem.
    Der var straks en pige, der tilbød at tage sin grammofon med i skole, så kunne andre tage deres favoritplader med, og så kunne vi lave ønskekoncert.
    Det blev straks besluttet som en god idé, og således gik den første time, hvor der blev luftet mange ting - frem og tilbage.

Det var mit første møde med Svarrer. Jeg var helt rundt på gulvet. Sådan kunne man altså også være lærer. Og det fortsatte på samme måde de næste 2 år. Han blev virkelig én, jeg så op til.
    Han var god til at rose, men han kunne også sige fra, når der var noget, han ikke var tilfreds med. Men han skældte ikke ud eller truede. Det blev bare stille og roligt, som han ønskede det. Han var karismatisk, jeg tror, vi alle så op til ham og derfor ikke ønskede at skuffe ham. Igen og igen overraskede han os, ved at gøre eller sige positive ting, der hjalp os videre.
    Tænk sig, han kan ligefrem finde på at rose mig og sige, at der er noget, jeg er god til. Det havde jeg ikke oplevet før i min skoletid.

Der opstod således hurtigt et helt anderledes sammenhold i klassen, end jeg havde oplevet før, og der blomstrede en masse andre aktiviteter op både i skolen, og når vi var på udflugter, lejrskole m.m.

-- o --

Én af de ting lærer Svarrer roste mig for, var at være god til at gå til kanten - at kunne være fræk på en sjov måde. Den opfattelse delte en vikar - en nervøs og opfarende seminarist - nu ikke med ham:
    Midt i timen tiltrækker jeg mig opmærksomheden ved at gå over til vinduet med de store gardiner, holde gardinet op foran ansigtet og samtidigt lave nogle gevaldige næsepudselyde - med munden. Seminaristen bliver fuldstændig ude af sig selv, og inden jeg når at forklare endsige forsvare mig, modtager jeg en syngende lussing.

-- o --

Elin går - strålende som en lille sol - rundt i klassen og deler invitationer ud. Hun er den første, der inviterer til rigtig fødselsdagsfest - aftenfest med spisning og dans. Der breder sig en spændt hvisken og tisken, efterhånden som hun kommer rundt. Undtagen hos dem der ikke bliver inviteret, de bliver mærkbart tavse og triste. Jeg er én af dem. Jeg gider heller ikke sådan noget tøsepjat, aftaler jeg med mig selv.
    Men hvor gjorde det ondt alligevel.

-- o --

Årets lejrskole foregik i Store Heddinge og omegn for 8.a og 8.b.
    Lærer Gregersen har sin 3’årige datter, Elisabeth med i toget til Sjælland. Hun vil være hos mig hele tiden. Jeg kan få hende til at gøre alt, hvad jeg siger. Det gør mig helt høj - så længe det varer.

-- o --

Afgangsklasserne havde sidste skoledag. Det fejrede de blandt andet ved at løfte B.O.s bil, en lille NSU Prinz, der altid holdt udenfor hovedindgangen - og stille den på tværs inde i indgangen.
    Se dokumentationen her!

Til toppen

 

9.a 1962-63 med Poul Henry Svarrer som klasselærer

Det år dristede jeg mig til at tage med til skoleballet. Det vil sige, jeg nøjedes med at fjolle rundt i periferien sammen med de andre generte:
    På et tidspunkt kommet jeg alligevel ind i gymnastiksalen og står i kødranden og beundrer Preben, der danser twist. Det er han enorm skrap til. Pludselig griber Anni fat i mig og trækker mig ud på gulvet, og inden det rigtigt går op for mig, danser jeg med hende.
    Resten af aftenen svævede jeg på en lyserød sky. Jeg var ude at danse flere gange - også med andre. Jeg snakkede endda med nogle af pigerne. Og til slut - på opfordring - fulgte jeg Grethe-møllerdatter hjem.
    Da jeg selv kom hjem, var jeg nødt til at vække min mor og fortælle hende om aftenens erobringer. Den nat sov jeg ikke meget. Jeg svævede stadig.

-- o --

Klassebillede af 9.a

-- o --

Peter i klassen er meget opmærksomhedssøgende. Hele tiden gør han sig bemærket med sin mere eller mindre uheldige opførsel og prøver på at købe os andre. Fx hugger han cigarer og whisky derhjemme, som vi så hygger os med i kælderen under gymnastiksalen i frikvarteret.
    Imens dette står på, er Peter verdensmand. Ellers er det den dårlige samvittighed, der lyser ud af hans vigende øjne.

-- o --

Årets lejrtur foregik med tog, færge og bus til Norge for 9.a og 9.b Jeg lader billederne tale for sig selv!

-- o --

Det blev dog ikke til så meget mere med pigerne, det var for følelsesmæssigt besværligt. Jeg nøjedes med dem i fantasiens verden. Derimod var fodbold, knallerter og et job som bydreng hos købmand Andreas Christensen, Strandby Kirkevej meget nemmere at gå til. Disse ting optog mig i en sådan grad, at det gik ud over skolearbejdet:
    - Skoletræt, kalder Svarrer det.
    I slutningen af 9. klasse trækker han mig til side og forklarer mig venligt men bestemt, at jeg ikke skal søge om optagelse til 10. klasse.

Og hvor havde han dog ret. Svarrer medvirkede til at rette op på mange ting for mig. Men de øvrige forhold på skolen, var stadig de samme. Dette sammenholdt med mine manglende sociale evner, gjorde at jeg íkke kom til at fungere bare nogenlunde tilfredsstillende.

-- o --

Noget af det sidste jeg husker fra min skoletid, er, at jeg på long-john-budcyklen kommer drønende ind i skolegården. Jeg har taget fri en time hos købmanden, så jeg kan passe min eksamen.

-- o --

På trods af min skoletræthed hjalp lærer Svarrer mig til det sidste. Han sørgede for en fin udtalelse, og det var langt hen ad vejen hans indsats - sammen med min far - der gjorde, at jeg fik tilbudt en læreplads. Og de hang ikke på træerne,

dengang jeg gik i skole.


Efter min skoletid

Der var nogle få stykker, der fortsatte i 10 klasse på Stormgade Skole.

-- o --

Katastrofen i 1968 da taget blæste ned i skolegården - af Poul Henry Svarrer i maj 2003

-- o --

Rørkjær Skoles 75 års jubilæum - af Tonny Nissen i 2007

-- o --

For nogle år siden gennemførte jeg et større psykisk udviklingsforløb, hvor jeg havde behov for at ’samle mit liv' op og herunder også min skoletid. Det blev til en større samling små og større historier og billeder, som vist i dette skrift.
    Det medførte også, at jeg gennemførte et større detektivarbejde (det var før Internettet) med at opsøge gamle skolekammerater og lærere. Alle oplysninger blev samlet i dette skrift:
Klasselisten




Psykisk udvikling - er
et spørgsmål om at vikle sig ud af noget,
man tidligere har viklet sig ind i!

Til toppen